Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Nei, om Du end har Taalmodighed til at læse mere af mine Hverdagsskildringer, kan jeg dog ikke længer blive ved. Disse eensne 24 artede Personligheder løbe sammen for mine Øine, til en jevn Taage, hvori jeg kun skimter Smaat i Smaat og Graat i Graat. Og de kaldes Mennesker! Er da ikke Mennesket skabt i Guds Billede, med en udødelig Sjæl, som gjør det til Naturens Herre, og Arving til Guds Rige? Fristes man ikke til at tvivle derpaa, naar man lægger Mærke til deres Interesser, og hører deres Samtaler? De burde gaae ved Dampkraft, som andre Maskiner! - Man siger om Digternes Værker, at de mangle Tilværelse i det virkelige Liv; jeg vilde snarere sige at de mangle Legeme, men at de ellers ere mere virkelig-existerende end Pluraliteten af Menneskene, som gaae i den besynderlige Tro at de leve, skjøndt de kun have Gjenfærdet af et Liv, der var, eller, som oftest, slet ikke ere fødte. Jeg har næsten forskrevet mig iaften! Men, hvad værre er, jeg griber mig selv i at være paa Vei til at forskrive de fleste af mine Medmennesker til Døden og idetmindste til Heibergs Helvede. Giv mig bedre Tanker om dem! Skjænd paa mig, fordi jeg giver mig af med at dømme der, hvor jeg kun med Varsomhed skulde bedømme! Du kan ingen større Tjeneste gjøre mig, end at overbevise mig om, at jeg har havt Uret. Det er saa tungt at maatte foragte, hvor man kun altfor gjerne vilde elske og beundre.