Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Jeg begynder idag med at tage den Bøn tilbage, som jeg sluttede med forleden: At Du skulde skjænde paa mig, fordi jeg dømte for strengt om Folk, thi jeg har nu selv indseet, at man ikke kan regne efter det første Indtryk. Jeg var nemlig igaar i Kirke, blev hele Dagen i Præstegaarden, og gjorde nærmere Bekjendtskab med Frøken Sonne, som viste sig fra en langt fordeelagtigere Side end ellers. Vi talte ret fortroligt om, hvor kjedeligt her er, og vare enige i at det er aandeligt Liv, ikke Kjøbenhavns Fornøielser, vi savne. Vel tænkte jeg i mit stille Sind, at hun jo dog gaaer ind paa Folks Interesser, og tilsyneladende befinder sig vel iblandt dem. Men Herre Gud! Om hun end ikke har Mod til at foragte den almindelige Mening, er det dog godt, at hun forstaaer og savner det Bedre. Hun lovede snart at besøge mig, hvilket jeg ret glæder mig til, da 25 jeg kanskee kan opmuntre og more hende. Desuden er hun saa smuk, og Skjønhed gjør altid et usigelig hjemligt Indtryk paa mig.