Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Frøken Carlsen saae paa mig med en Forbauselse, der, skjøndt den var blandet med Godhed og Deeltagelse, dog satte mig i Skræk

        

39 for at jeg skulde have udtrykt mig med altfor stor Bestemthed og Heftighed. Hun bemærkede min Forlegenhed, og skyndte sig med at svare: »I meget af hvad De har sagt, kan jeg ikke andet end give Dem Ret, men paa den anden Side forekomme Deres Anskuelser mig noget vilkaarlige og eensidige. Jeg er ogsaa af den Mening (som jo er Grundprincipet i den christelige Religion) at man ikke kan tjene to Herrer, at Gud og vor Frelser ikke lader sig nøie med en halv Hengivenhed, men kan man da ikke tjene Gud paa forskjellig Maade? Ved en altfor hensynsløs Iver skader man let den Sag, man vilde virke for. Det er nu engang saaledes begrundet i vor menneskelige Natur, hvor Godt og Ondt er saa blandet! Man maa lade Begeistringen virke i Forening med Fornuften; man maa ikke alene see op til Gud, men ned til Menneskene, blandt hvilke man vilde udbrede hans Rige. Naar De vil skaffe Deres Anskuelser Indgang hos et Menneske, maa De dog ikke fremstille dem for ham i et Lys, hvori han finder dem latterlige og overdrevne. De maa lære ham at kjende, erhverve hans Fortrolighed, og, da De ikke kan skabe Mennesket om efter Ideen, maa De meddele ham Ideen i den Form, hvori den bliver ham anskuelig. Fremfor alt! Vil De virke for Andre, maa De gjøre Dem afholdt af dem, thi hvad de ikke kunne lide, efterligne de naturligviis ikke; det bringer dem snarere til den modsatte Yderlighed. Da nu alt Afstikkende mishager, maa man, til en vis Grad, paatage det almindelige Væsen. Opgiver man derfor sin Personlighed? Forraader man derfor den gode Sag? Vilde De kalde den Soldat, som i slesvigholsteensk Mundering skaffede Underretning om Fjendens Stilling, en Forræder? Nei, han er en ligesaa tro Undersaat af Kongen, som Generalen, der fører Hæren; begge gjøre deres Pligt. (Jeg holder dog meer af Generalen end af Spionen, tænkte jeg i mit stille Sind.) De sværmer for Tordenskjold, ikke sandt?« vedblev hun: »Nedsætter det ham da i Deres Tanker, at han ikke alene ved Tapperhed, men ogsaa ved Krigslist, vandt flere af sine berømteste Seire?« - Nei, svarede jeg, men den Slags Krigslist, man anvender i det daglige Liv, kommer dog som oftest af Mangel paa Mod til at gaae ærligt tilværks, og vise sig som man er. - »Lad os da forudsætte, at der er lidt Frygt, lidt Behagelyst blandet med de Flestes Eftergivenhed. Men kan De da sige, at Deres Stræben er aldeles fri for Selvbehag og Overmod?« - Nei, det vil jeg ikke sige,

        

40 svarede jeg lidt ubestemt. - »Seer De,« udbrød hun: »Feil have vi Alle, og den største Feil er, naar En i Hovmod troer sig hævet over Andre. Jo flere Evner man har, i jo større Gjæld staaer man til Forsynet, og Gjæld kan man dog ikke være stolt af.« - Nei, svarede jeg, men disse almindelige Mennesker ere ogsaa hovmodige, og tale om deres egne smaa Interesser, som det var det vigtigste i Verden. Hvad der gaaer over deres Horizont kalde de Affectation og Forrykthed. - »Folk forstaae ikke Deres Interesser, fordi De ikke kan, eller ikke vil gjøre Dem forstaaelig, og De, Frøken Raphael, forstaaer ligesaa lidt, hvad De kalder det Almindelige; i den Henseende have De intet at lade hinanden høre.« - De har Ret, jeg forstaaer det ikke! Men skal jeg da fængsle min Aand til Jorden, naar al dens Hu staaer til at hæve sig til Himlen? - »Stræb ikke altfor høit! Husk paa hvorledes det gik Ikaros!« - Han fløi med en Andens Vinger, men den menneskelige Aand er født med Vinger, som ikke saa let gaae af. -»Nu, hæv Dem da i Guds Navn saa høit De kan, men see blot ikke med Foragt ned paa os, som gaae paa Jorden. See Træer og Planter rundtomkring; de udfolde sig vel ved Solens Skin og den forfriskende Regn, som kommer ovenfra, men de suge ogsaa Liv og Næring af Jorden, hvori de have fæstet Rod. Saaledes gaaer det ogsaa os. Oplysningens og Geniets Sol udfolder vor Sjæls Kræfter, men der er ogsaa en jordisk Kraft, som virker forborgent, men mægtigt for vor Udvikling. Det menneskelige Samfund, Familielivet, er den Jordbund hvori vi have fæstet Rod. Kjærligheden er den skjulte Kraft, som forener os med hinanden indbyrdes, og med Gud. Hvormange Offere bringes ikke i Stilhed, som De paa Deres høie Flugt ikke drømmer om, netop af disse Hverdagsmennesker? Taalmodighed, Stræbsomhed, Hjertensgodhed og Ydmyghed regner De disse Dyder for Intet?