Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Camilla bestormede mig, som sædvanligt, med Bønner om at være mere som andre Mennesker, og fortalte mig om En der fandt mig affecteert, en Anden, der troedejeg var indbildsk o.s.v. »Du kommer ikke igjennem Verden paa den Maade,« sagde hun tilsidst. Jeg skal igjennem! »Du bliver aldrig lykkelig!« Jeg vil hverken eie eller have hvad Folk kalde Lykke! Frihed er den eneste Lykke jeg tragter efter. »Ja, men det holder ikke ud i Længden! Du spænder saa stramt, at det maa briste.« Det var det Værste, men det maa saa briste eller bære! Jeg maa være mig selv, og kjæmpe for min Tilværelse. Der er ingen Skam i at falde i ærlig Krig, men at flygte, saasnart man kommer i Ilden, see det er en Skam. Det er bedre at døe med Ære, end at leve med Skjændsel, var vore Fædres Valgsprog, som jeg har arvet efter dem. Jeg udfordrer jo ikke Verden, men forsvarer mig kun mod dens Angreb paa min Selvstændighed. Jeg kunde studere Kunsten at behage, og jeg vilde behage; jeg kunde coquettere, det er næsten interessant, saa vilde jeg virkelig more mig bedre i Verden, men jeg opgiver den nærværende Virkelighed 46 for Idealet, som vinker mig til sig ovenfra. Ingen kan tjene to Herrer, og jeg har nu valgt. Siig mig, kan Du finde Mening i hvad jeg har sagt? - »Jo, Mening kan jeg godt finde, men den er ikke min, ligesaa lidt som jeg kunde passe en af Dine Kjoler.« - Der har vi det! udbrød jeg: Verden syer een Kjole, som vi skulle i Allesammen, og det er den fine Dannelse, den kvindelige Værdighed o.s.v. Kjært Barn har mange Navne! Mig faae de aldrig puttet ind i det Futteral!