Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Jeg er nedtrykt og besynderlig forstemt! Tante er død; jeg fik Brev derom imorges. Jeg skal have ondt ved at forklare Dig mine Følelser! Jeg er bedrøvet, som aldrig før, men det er langtfra fordi hendes Død har gjort noget voldsomt Indtryk paa mig; snarere fordi den ikke bedrøvede mig mere. Det Menneske, som fra min Barndom af har taget sig af mig, som var den Eneste jeg havde at holde mig til, og som jeg har at takke for min Dannelse, min Opdragelse, er død, og jeg føler ikke andet derved, end en vis veemodig Bevægelse, som Døden altid vækker, selv hvor dens Besøg hverken efterlader Savn eller Sorg. Jeg har tænkt den Tid tilbage, da jeg levede hos hende; jeg mindedes megen Eftergivenhed, mange Velgjerninger, hun havde beviist mig, men ikke eet af disse livsalige Ord, som komme fra Hjertet, og gaae til Hjertet. Har jeg dog ikke været gruelig alene? Hvor megen Glæde maa der ikke være i Sorgen over en elsket Moders Bortgang! Ved hver Betragtning af vort henrundne Liv træder denne dyrebare Skikkelse os imøde; hver god Følelse, hvert skjønt Haab i vort Hjerte har hun Deel i; det er Blomster, hendes kjærlige Haand har pleiet og fredet om. Den er ikke moderløs, som har mistet sin Moder, men kun den, som aldrig har kjendt hende. - Er det et Under, om jeg er eensidig? Jeg har jo altid staaet alene! Paa den hele Jord er der Ingen der bryder sig om mig, undtagen Du, og Du er saa langt borte.