Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Saaledes vare de Forestillinger, hvori jeg tilbragte Natten - ak, hvor forskjellig fra den forrige! Pligt stod imod Pligt, Offer mod Offer, og i mit forvirrede Sind fandt jeg intet Støttepunct. Jeg vilde bede til Gud, men jeg kunde ikke; jeg forekom mig som forladt af Himlen og Jorden. Da naaede Kirkeklokkernes høitidelige Klang pludseligt mit pinte Sind; jeg gik til Kirken. Den friske Morgenluft vakte mig af Bedøvelsen, og den Sommerglæde, som jublede mig imøde fra Naturen, rørte mig dobbelt ved Modsætningens Kraft. Da jeg kom ind i Kirken, begyndte Sangen just. Da brast jeg i Graad, og udøste hele min Sjæl i Bøn til Gud; jeg bad om et Vink ovenfra, og lovede fuldkommen Underkastelse. Prædikenen begyndte. Den havde de Ord til Text: »Ingen kan tjene to Herrer, thi enten maa han elske den Ene, og foragte den Anden, eller han maa hade den Ene, og holde sig til den Anden.« Med ubeskrivelig Magt grebe mig de Ord: Den, som ikke forlader Fader og Moder for mig, er mig ikke værd.