↩ »Der er Ingen, som har sagt det! den Slags Ting behøver man ikke at sige! - Hvis hun havde elsket dybt og inderligt - ham høiere end sig selv - var hans første Barn da blevet fremmed for sin Fader? Jeg siger Dig Viggo - Du vilde forstaaet ham gjennem hende! Og saa vilde han kommet til at elske hende i dig. Jeg troer altid det er en Kvindes egen Skyld, naar hun ikke bliver elsket!« - »Eller hendes Ulykke!« svarede Viggo. »Maaskee - men en Ulykke, som kun rammer den Kvinde der er for svag og egenkjærlig til at kunne elske. Jeg troer at Kjærligheden er en Magt!« vedblev hun langsomt idet en Purpurrødme bedækkede hendes Kinder - »jeg troer at den er almægtig!« »Hun elsker allerede selv!« tænkte Viggo med en 122 Slags Misundelse, som han ikke kunde forklare sig. »Mener du den menneskelige eller den guddommelige Kjærlighed?« spurgte han, idet han fæstede sine Øine med et saa forskende Blik paa hendes Ansigt, at hun følte dets Virkning gjennem de nedsænkede Øielaag. »Jeg mener den menneskelige Kjærlighed, der er guddommelig! den anden kalder jeg slet ikke Kjærlighed!« svarede hun, undselig over den Ubehjælpelighed hvormed hun udtrykte en Tanke, der forekom hende saa soleklar at hun ikke kunde begribe hvorfor Viggo spurgte derom.