Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

Da Viggo var alene paa sit Værelse, tænkte han med Forundring paa hvor hurtigt den Følelse han havde næret i Aar og Dag, var svundet ind til intet. Imellem ham og Helene var der nu kun en Meningsforskjel! Men hans Sind var bevæget af saa forskjellige Følelser, og behersket af saa stærke Indtryk, at hans Tanker ikke længe dvælede ved dette Punct. Han saae sin Fortid fjerne sig mere og mere - men han saae det snarere med Forundring end Smerte, thi Øieblikket var rigt paa glad Forhaabning og halvbevidst Lyksalighed, som han havde fundet der, hvor han mindst ventede det. Minona havde taget Fortidens Plads i Besiddelse - selv om den havde været ligesaa riig paa glade Erindringer, som den var opfyldt af sørgelige, vilde han ikke kalde den tilbage.