Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

Pastor Frank, der havde talt med Helene, gik imidlertid hen til Tyra Falk og tog Plads paa en Havestol ved Siden af hende: »Jeg har neppe faaet hilst paa Dem, kjære Frøken Falk, og dog er jeg Dem Tak skyldig, fordi vi endelig sees iaften. Vil Bjerget ikke komme til Mahomed, saa maa Mahomed jo komme til Bjerget -, men det er en daarlig Prophet, der forlader sin Menighed for sin Fornøielses Skyld!« »Siig for min Skyld!« udbrød Tyra med dæmpet Stemme - »det kan jeg forstaae. Hvis jeg ikke havde Dem og Virginie, vilde mit Liv rigtignok tidt - i Øieblikket forekomme mig tomt og øde, 132 siden lille Johanne døde!« - »Maa jeg lave Deres Thee til, Frank?« spurgte Baronessen, der havde flyttet sig hen til samme Bord. - »Tak, Deres Naade! - De slutter Dem formeget inde Tyra! Deres Humeur og Helbred lider derved, og - hvad værre er - Deres Kræfter gaae tilspilde. Det gaaer ikke an! Jeg siger Dem, det er ikke godt, at Mennesket er alene!« »Alene - nei, det var Dødens Savn, uden Dødens Glemsel! Men jeg er ikke alene - jeg har jo Venner De seer selv at jeg slutter mig til dem, Gud veed, at jeg paaskjønner dem! Een Ven er bedre end tusinde Bekjendte - dem søger jeg ikke. Troer De virkelig, at det Savnjeg ikke altid kan undertrykke - Savnet af et elsket Væsens Nærværelse -, kan udfyldes ved Adspredelse, hvori mit Hjerte ingen Deel har?« »Hvem siger, De skal adspredes? Jeg siger, De skal tage Dem sammen. De skal ikke flyde med Strømmen, og tilegne Dem en overfladisk Kundskab om hvad Mennesket seer ud til at være -, De skal gaae tilbunds i Dybet og hente ægte Perler frem for Dagens Lys, til Glæde for Dem selv og andre. Da vil De see, at Menneskeheden er en Ven, som det er værd at leve for og at leve med.« - Tyra saae forundret paa ham: »De anviser mig en Kunstners Kald.« - »Er Theen sød nok, Hr. Pastor?« spurgte Baronessen med et sønderknusende Blik paa Tyra. »Fortræffelig, Deres Naade! - Ja, om nu saa var! De har rige Evner, Tyra! - er det aldrig faldet Dem ind, at De ikke har faaet dem for Deres egen Skyld alene? At den, der har meget, ogsaa skal give meget?«