Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

Vilde De aabne Deres Hjerte for det Ideal - saa gjorde De Englene i Himlen en glad Dag - og De selv vilde styrkes til al god Gjerning paa Jorden. Men et Ideal, der tillukker Deres Hjerte for alt det Gode i denne Verden, og bereder Dem Død og Fordømmelse i den anden - det advarer jeg Dem for, som en Ven. Hengiv ikke Liv og Sjæl til det Phantom! kunde De trænge igjennem den smukke Yderside, saa vilde De finde det hult og tomt, som Ellefolket i de gamle Viser«. Han havde talt med overordentlig Iver, og reiste sig for at gaae; men Tyra, som trods den Bevægelse, hvormed hun hørte paa hans heftige Tale, ikke kunde undertrykke et Smiil, reiste sig ligeledes og sagde, idet hun greb hans Haand: »Kjære Pastor Frank! vær ikke vred paa mig og mit stakkels Ideal - jeg beder om Amnestie for os begge! Det tillukker ikke mit Hjerte for alt det Gode, der findes i denne Verden - men det forsoner mig med det, som ikke er godt! det har lært mig ikke at hade mine Fjender! Jeg er ingen Martyrnatur, der kan leve for at gavne og oplyse dem, der miskjende og foragte mig. Jeg vil helst gjengjælde ondt med ondt, og Spot med Had! Men det maa De tro, at mit Hjertes Ideal har frelst det fra Fortvivlelse, Vantro, Menneskehad - og givet mig Haab og evig Glæde istedet. O, om jeg ikke maatte takke det for andet -, saa var jeg det dog i Liv og Død Tak skyldig for det Onde, jeg ikke har gjort!« - Hun talte med saa varm og oprigtig Begeistring, at Franks Ansigt antog et formildet Udtryk, idet han halvt i Spøg halv alvorlig svarede: »Naa, lad os da slutte Fred! Jeg faaer vel lade Deres Ideal være i Ro, siden jeg ikke veed, hvilke farlige Planer det hindrer Dem i at udføre. Men naar Deres Ideal svigter - husk da paa mit!«