↩ En Aften, da jeg kom ind i hendes Kammer, laae hun paa Knæ ved Sengen; men da jeg nærmede mig, reiste hun sig halvt op, trak mig ned til sig, og udbrød med skjælvende Stemme, idet hun saae paa mig med Øine, der lyste som Flammer: »Svar mig oprigtigt: Hvad vilde du troe om dig selv, dersom du havde begaaet en Handling, som hele Verden fordømte, men som var frikjendt af din Følelse og helliget af din Kjærlighed?« Mit Hjerte var sælsomt bevæget. Uden at vide, hvad hun hentydede til, forstod jeg hende instinctmæsigt, og svarede med lidenskabelig Energi: »Jeg vilde troe, at hele Verden tog feil i at fordømme den Handling, som min egen Følelse frikjendte, og jeg vilde forske Nat og Dag, til jeg fik Vished derom!« »Tak!« udbrød hun inderlig rørt. »D« vil aldrig fordømme mig iblinde.« Forgjæves bønfaldt jeg om en Forklaring af disse Ord; hun svarede med et sælsomt Smiil: »Du skal faae det at vide imorgen! nu trænger jeg saameget til Ro.«