↩ Da de endelig samledes i Dagligstuen, var Viggos Blik saa mørkt og hans Væsen saa adspredt, at Helene deltagende spurgte om Brevene havde bragt ubehagelige Efterretninger fra Frankrig. »Ja«, svarede han uden at see paa Minona; »min Onkel har paalagt mig nogle Forretninger i Kjøbenhavn, der forsaavidt er mig ubehagelige, som de nøde mig til at reise ind strax og tilbringe de sidste otte Dage 173 der, jeg endnu har tilbage før jeg skal hjem til Frankrig. Det Offer, Onkel fordrer af mig, er større end han troer - da jeg forlod ham, vidste jeg ikke hvor kjært Opholdet i Skovhuset skulde blive mig.« Disse sidste Ord, der blev henvendt til Helene, vilde under andre Omstændigheder have glædet Minona hjerteligt, men i Forbindelse med den pludselige Efterretning om Viggos Afreise klang de som den bittreste Kulde og Ligegyldighed for hende. Hun sad taus og stille, som om Samtalen slet ikke vedkom hende, men Helene yttrede med venlige Ord sin Forundring og Beklagelse over denne forandrede Bestemmelse. Viggo vedblev med en Stemme der i Begyndelsen var lidt usikker: »Otto Frank foreslog mig forleden at følge med ham til Byen, men jeg anede dengang mindst at jeg skulde gjøre Brug af hans Tilbud. Da han kjører imorgen træffer det jo nu ret beleiligt! jeg maa i Eftermiddag hen at tale med ham derom og tage Afsked med Franks. Gaae De ikke med?« Viggo henvendte disse Ord til begge Damerne, og Helene undskyldte sig, men foreslog Minona at følge med sin Broder. Havde han selv sagt: Gaaer du ikke med? saa vilde hun med Begjærlighed have grebet denne sidste Leilighed til at være ene med ham - nu svarede hun hurtigt: »Nei - jeg vil heUer bede dig om at hilse Virginie! - Tyra talte igaar om at see ind til mig paa sin Spadseretour!« tilføiede hun som en Slags Undskyldning, og gik hurtigt ud af Stuen for at skjule den Sindsbevægelse, hun ikke længer var Herre over.