Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

Men pludselig foer hun sammen med en Følelse af Skræk - der hørtes Fodtrin i Nærheden, og han saae en Skikkelse i aandeløs Fart løbe henad Gangstien. Det var Tyras Pige. »O Gud! Frøken Minona - jeg maa endelig tale med Fruen!« raabte hun allerede i Frastand. »Hun er i Præstegaarden! er Tyra syg?« spurgte Minona ængstelig ved Synet af Pigens forgrædte Øine. »Gud ja, men jeg var saa bange for at forskrække Dem - De bliver ganske bleg. Jeg vil løbe hen til Præsten og bede Fru Aagesen strax gaae til min stakkels Frøken - men hvem skal saa hente Lægen? - hvilken Elendighed!« Minona skjælvede saa hun neppe kunde holde sig opreist. »Viggo!« udbrød hun. »Riid, skynd dig for Guds Skyld efter Lægen! Løb til Præstegaarden Margrethe! der er skeet en Ulykke!« Viggo lovede at ride, saasnart han havde fulgt hende hjem. Hendes Indvendinger hjalp ikke, det trak op til Torden, Regnen faldt allerede i enkelte Draaber - han maatte see hende i Sikkerhed før han reed bort. Men saasnart Minona ikke længer kunde høre Hestetrampen svøbte hun sig i sit Shawl og ilede saa hurtigt som hun kunde udholde det, til Tyras Bolig.