↩ »Fordøm mig ikke! Du har liidt meget - men du veed ikke hvad det vil sige at overleve sin Tro! det var for meget - det var umuligt. Troer du at min Elskede er død? nei Minona - han lever - men Kjærligheden er død i hans Hjerte. Var han død, da vilde jeg græde som jeg græd over lille Johanne, og hvor mine Skatte var, der vilde mit Hjerte være. En saadan Sorg er sød, et saadant Savn er rigt paa Salighed - og dog kalde Menneskene det Kulde at man ikke jamrer trøstesløst ved den Grav der kun gjemmer det døde Legeme - men naar man mister den Elskedes Liv og Sjæl - seer at Kjærligheden ikke alene er død og borte, men at den aldrig var saaledes, som man troede - saa kalde de det Svaghed at fortvivle - Forbrydelse at dø! Jeg var jo tilintetgjort - min Tro, mit Haab, min Fortid og Fremtid var fortæret af en stærkere Gift, end den der nu brænder i mit Legeme! - - - Hvor finder jeg Kjærligheden igjen? Den er ikke i Himlen - den er ikke i Afgrunden - men der er Hvile - Glemsel Død! Jeg kommer!« vedblev hun, paany i Vildelse. »Slip min Haand, 201 Minona - jeg seer min Helt nærme sig - ja, i Afgrunden, i dit evige Mørke - i Dødens Kulde - der er Sandhed! See, jeg skjælver jo ikke - lad mig holde fast i Fligen af din Klædning og fare ned med dig i dit Rige! - Du ligner ikke min første Kjærlighed - den var fager og herlig, som Dagskjæret i Øst, der bebuder Solens Opgang men det var Bedrag - thi der er ingen Sol paa Aandens Himmel, intet evigt Lys, ingen Kjærlighed der er stærkere end Tiden!«