Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

↩ Minona stod ubevægelig med blege Læber og stirrende Blik ved den Døendes Leie, og lyttede fuld af Rædsel til disse vilde Udbrud, der klang som en Forbandelse over hendes egen Kjærlighed. - Endnu engang vendte Tyras Bevidsthed tilbage. »Troer du det er Skam, der lægger mig i Graven?« spurgte hun idet hun saae Minona alvorligt ind i Ansigtet. »Det er sandt - jeg er beskjæmmet - jeg er vanæret i min Kjærlighed - derfor døer jeg, men det er ikke hvad Verden kalder Skam! Hvis jeg var hans Hustru og hans Hjerte var mig utro vilde jeg have endnu een Grund til at dø! - at løse ham fra det usle, afmægtige Baand, dens Fordom havde paalagt ham.«