↩
Pludselig reiste Tyra sig op, med flammende Øine og et Smiil paa de blaahvide Læber. »Endelig!« udbrød hun med vild Glæde. »See, min Konge kommer for at hente mig! bøi Knæ for ham Minona! og modtag hans Indvielse, at han ikke skal fornegte dig i din sidste Time. Du skjælver Barn! Du modtog vel engang med et rørt og begeistret Hjerte Himlens Velsignelse - ligesom jeg! Den bedrog mig og den vil bedrage dig - siig dig løs fra den itide! - kun Døden holder hvad den lover. Minona - vær stærk, og giv dig denne skrækkelige Sandhed ivold, saa skal du aldrig lide hvad jeg har liidt! Troer du paa Livet? - Jeg sværger dig ved de Smerter, der fortære mig - ved min spildte Kjærlighed - ved mit knuste Hjerte - Livet er en Løgn!« Ved dette vilde Udbrud brast den ulykkelige Pige i
202
Taarer; det var ikke den fredbringende Graad der mildner Sorgen, men den bittre Taarestrøm, Hjertets Styx, hvorpaa den døde Kjærlighed bæres ned til Underverdenen. Og det var hendes sidste Ord. Endelig kom Helene. Hun havde underveis hørt Pigens Formodning om den skrækkelige Aarsag til Tyras pludselige Sygdom og fik den bekræftet ved første Blik paa den Syge. Men skjøndt denne Forestilling opfyldte hendes Sjæl med Rædsel og Deltagelse, var det overveiende Indtryk Bekymringen for Minona, der saalænge havde været alene med den Syge. »Mit kjære Barn!« hviskede hun til hende. »Du maa ikke blive her. Lad Margrethe følge dig - nei, hun kan ikke undværes - du bliver nødt til at gaae alene hjem. Gaae for Himlens Skyld strax bort herfra, saalænge du er tilstede tænker jeg kun paa dig - og der maa sørges for at Tyra faaer øieblikkelig Hjælp.« Minona trykkede begge Hænder mod Panden, og forlod langsomt Værelset; men hun var sig kun utydeligt bevidst hvad hun gjorde: der var sagt at hun skulde gaae for at Tyra kunde faae Hjælp, og hun søgte nu med feberagtig Begjærlighed den friske Luft. Minona betragtede Uveiret med Rædsel, og Regnen, der faldt tungt og tæt, formaaede ikke at svale hendes hede Pande - det forekom hende som Naturen gjenlød af den Forbandelse den døende Pige havde lyst over Kjærligheden. Hendes Angst voxede i Ensomheden, men hun frygtede for at komme tilbage til sit Hjem, og løb aandeløs henad den længere Vei til Præstegaarden. Men hun havde liidt saameget i de sidste Timer af den mest vexlende Sindsbevægelse og de forskjelligste Indtryk, at hendes Kræfter var udtømte, og hun faldt besvimet til Jorden. Heldigvis var der mindre tomt paa Landeveien end det var at vente i saa ondt Veir, da Folk fra alle Kanter strømmede til Kirken, hvor der var Bisættelse. Den første Vogn som skulde forbi, standsede da Hestene bleve sky ved Synet af den lyse Skikkelse, der laae udstrakt paa Veien. Bønderfolkene, som sad i Vognen kjendte ikke Minona, men de stod strax af for at hjælpe den syge Dame. Hvad skulde de imidlertid gribe til? de havde ingen Idee om hvor hun hørte hjemme, og hvis de opholdt dem for at skaffe hende Husly der i Nærheden, risikerede de at komme for sildigt til Kirken. Resultatet blev at de vilde tage hende med og bringe hende ind i Præstegaarden til Jomfru Virginie. Da de havde kjørt lidt kom Minona til sig selv, og hørte adspredt paa
203
den gamle Kones Forklaring over hvorledes de havde fundet hende, og Mandens Spørgsmaal om hvor hun hørte hjemme, men hun takkede dem begge venligt og sagde at hun vilde med ind i Kirken. »Du Fredsens Gud! saa bliver Jomfruen jo igjen afmægtig!« udbrød den godmodige Bondekone. »Inde hos vor Præst vil De faae god Pleie, og naar Kirketjenesten er forbi skal De komme sikkert hjem, hvis De vil kjøre med os!« »Nei - jeg vil ikke hjem!« svarede Minona ængsteligt. »Virginie er i Kirken, lad mig tale med hende! Men de har Ret - jeg vil ikke gaae derind. Hvorfor skulde jeg det? - Der er jo heller ingen Kjærlighed - det var Løgn og Bedrag altsammen!« med disse Ord brast hun i den heftigste Graad. Manden rystede paa Hovedet og gav sin Kone et Vink om at det nok ikke var rigtig fat med deres Patient, men hun lagde medlidende den unge Piges Hoved op til sit Bryst, og hviskede: »Hun har Feberen, Stakkel! og taler over sig!« - Da de havde naaet Kirken, og løftet hende af Vognen, satte hun sig paa en Bænk i Vaabenhuset, for at vente til Frank og Virginie kom ud.