↩ »Tvivler du da om at han, der har opvakt de Døde paa Liigbaaren, kan frelse den døende Synder?« - Minona smiilte saligt, idet hun svarede: »Jeg veed hvad De vil sige: Christus har selv sagt mig det inat, da jeg græd og bad om at han vilde give mig sit Ord paa at jeg engang skal see ham i Paradiset, naar Angeren har luttret mit Hjerte, naar Kjærligheden til ham har gjort mig ydmyg, som Røveren var. Da svarede han at han har elsket mig længe før jeg kjendte ham -ja selv dengang jeg gav mig Døden ivold - og at den Kjærlighed hvormed han har tilkjøbt sig alle angrende og bedrøvede Menneskesjæle er stærkere end Døden. Han sagde« - vedblev hun, idet Taarerne strømmede med fornyet Magt - »at han vil tænke paa mig naar Døden standser mit Hjerteslag - og at jeg skal komme til ham i hans Rige!« Udmattet af Sindsbevægelsen, men med et livsaligt Udtryk af Fred og Glæde i sit Ansigt, sank hun tilbage paa Puden, og blev liggende stille med Franks Haand i sin.