Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

Bleg og udvortes rolig, men med alle Lidenskabens Storme i sit Bryst, nærmede han sig Minonas Seng. Han havde ikke været inde hos hende efter at hun paa Tyras Dødsdag blev bragt hjem fra Præstegaarden i et voldsomt Anfald af hectisk Feber - og nu havde Døden mærket dette Ansigt, der sidste Gang han saae det, var besjælet af Livets mægtigste Lidenskab. En klar Rødme - det sidste Gjenskin af den jordiske Ild - farvede pludseligt hendes Kinder da hun hørte de bekjendte Skridt, men den var for svag til at dvæle et Øieblik, og hendes Ansigts Udtryk var Sjælefred og Resignation da hun rakte ham Haanden. Men da Viggo, altfor rystet til at udholde dette Blik, vendte Hovedet bort, fyldtes hendes Øine med Taarer, og Læberne skjælvede af Bevægelse idet hun med den dybeste Smerte hviskede: »Kan du ikke taale at see mig - volder mit Ansigt dig Gru?« - Viggo tog Haanden fra Øinene, knælede ned ved Sengen, og betragtede hende længe i Taushed - i dette Blik talte Sjæl til Sjæl og den Døendes Fred steg som en Engel ned i den Levendes sønderslidte Hjerte, for at styrke det til den lange Kamp der forestod.