Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

Hun var den, der talte først: »Hvad vil du gjøre naar jeg er død?« spurgte hun med et tungt Hjerte. »Jeg vil leve!« svarede Viggo. »Frygt ikke for mig - Sorgen skal ikke see mig saa svag som Kjærligheden! Det er sandt, der gives Lidelser, hvorfor Naturen gyser tilbage - og jeg har følt mig feig af Fortvivlelse, men netop i disse Øieblikke har jeg lært en overmenneskelig Kraft at kjende. Jeg troer bestemt - thi jeg har erfaret det - at vi ikke stride den sværeste Strid alene. Der er en Magt, som siger nei til Helvedes Ja - og som ikke gaaer fra sit Ord - en Gud, der modsætter sig Synderens Død for at han skal omvende sig og leve!« 220 Minona smilte mildt bevæget idet hun sagde: »O Viggo, hvor jeg beundrer dig! - Naar du vidste hvorledes dine Ord trøste og berolige mig! Nu gaaer jeg glad til Gud, da jeg kan vente at møde dig hos ham - men Adskillelsen er saa tung!« - »Ja - dog lovet være Gud, der tager dig bort herfra! thi Livet er tungere - naar man bærer en Grav i sit Hjerte!« udbrød Viggo med en trøstløs Sørgmodighed, der gjorde stærkere Indtryk end Udbruddet af den heftigste Lidenskab. Minona følte det, og Smerten fordunklede hendes klare Træk. - »Jeg frygter, Viggo!« sagde hun med bævende Stemme - »at Erindringen om mig vil stille sig som en Skygge mellem dig og alt det Skjønne og Glædelige i Livet - at jeg vil leve i din Sjæl som en nagende Anger, en uoprettelig Skam - er det saaledes?« - »At Erindringen om dig vil stille sig mellem mig og Livets Glæde? Ja! men ikke mellem mig og dets Skjønhed, uden for at fordunkle den. Du Minona, var det Skjønneste jeg saae i Livet, Erindringen om dig bliver det Skjønneste der er tilbage for mig, til jeg faaer dig selv igjen. Lad os ikke tale om Skam - jeg vil aldrig kunne forbinde dette Begreb med Forestillingen om dig. Naar jeg tænker paa min elskede Minona - og denne Tanke vil være uadskillelig fra mit Væsens Liv - da vil det være din Ulykke og mit Savn, der tillukker mit Hjerte for denne Verdens Glæde!« - Denne korte Samtale havde udtømt den Syges Kræfter. Feberen begyndte igjen, og Viggos Stemme var ene istand til at berolige hende, skjøndt hun ikke længer forstod hans Ord, men ængsteligt kjæmpede med sine egne vilde Phantasier.