↩ Den anden Morgen efter Begravelsesdagen gik Pastor Frank ind til Helene. Den sædvanlige venlige Opmærksomhed hvormed han pleiede at omgaaes den elskværdige endnu smukke Kone, ikke som Præst men som Ven, var aldeles forsvundet af hans Væsen. Hans Mine var alvorlig, ja streng idet han betragtede den ulykkelige Kvinde, skjøndt der var dyb Deltagelse i den Tone hvori han sagde: »De er syg?« - og denne simple Tiltale var den første der fandt Vei til Helenes Hjerte - hun svarede kun det ene Ord: »Ja!« men der laae en Fortælling om uhørte Lidelser i dette korte, ufrivillige Udbrud. Frank vedblev efter et Øiebliks Ophold: »Hvad vil De gjøre for at blive helbredet?« - Helene stirrede forvildet paa ham uden at svare. »De maa have Lægehjælp!« gjentog Frank, idet han tog hendes Haand og lod som han følte Pulsen. Helene smilte - det var et uhyggeligt, spøgelseagtigt Smiil! - idet hun svarede: »En Læge kan han sammenføie hvad Gud har adskilt? kan han gjøre den Døde levende - og det er Dem som taler saa afsindigt, at selv den der er vanvittig som jeg, maa - lee!« -