Fibiger, Mathilde Uddrag fra Minona

Men Helene grublede over Viggos Brev, som hun længe havde grubiet over Minonas sidste Ord - hun saae den Fred, der straalte i Virginies klare Øine naar hun kom hjem fra Kirken, og næste Søndag stod hun færdig til at gaae ud, ved Dagligstuvinduet, da Kirkeklokken begyndte at ringe og Virginie kom ind med sin Psalmebog i Haanden. Helene gik et Par Skridt henimod hende med nedslagne Øine, men da den unge Pige istedetfor at udbryde: Vil De med i Kirken?! - ganske taus lagde hendes Arm i sin og førte hende med som efter en bestemt Aftale, følte hun sig befriet fra al Forlegenhed. - Gudstjenesten gjorde intet synligt Indtryk paa hende, men da de gik hjem sagde hun til Virginie: »Jeg var som i et fremmed Land, hvor jeg hverken kjender Folk eller Fyrste - men jeg vilde ønske jeg var født der!« - »De kan blive som hjemme der, kjæreste Fru Aagesen. Alle Sjæle kan faae Børneret i det Land, hvor Kjærligheden er Konge og Naade hans Lov! Tvivler De derom?« »Jeg tvivler om alt! - Eders Tro er smuk - den gjør et Indtryk paa mig som en guddommelig Illusion! - Men jeg har seet saameget Skjønt, der som den havde Kraft til at trøste Hjertet, styrke Modet, luttre Begeistringen - og som jeg har troet paa - gaae tilgrunde som et Offer for Dødens Forbandelse. Derfor troer jeg nu paa ingen anden Virkelighed end Tilintetgjørelsen af alt det Skjønne og Gode - det falder med Kjærligheden«. »Guds Søn blev Menneske, for at opreise den faldne Kjærlighed i Menneskehjertet - han døde for at frelse den fra Døden! Saaledes elskede Gud Verden for den Følelses Skyld, som De troer han fordømmer!« - »Hvorfor lod han da Forbandelsen træffe mig saa haardt, fordi jeg hengav mig med Liv og Sjæl til Kjærligheden? Er han alvidende, saa har han seet at den var reen!«