Fibiger, Mathilde Uddrag fra Clara Raphael

Temaet var imidlertid ikke den eneste årsag til Clara Raphaels gennemslagskraft, det smukke, klare sprog bidrog i lige så høj grad til succes'en. Sprogbeherskelse var et af Mathildes tidligt udviklede talenter, hun skrev fra 8års-alderen indholdsrige og velformulerede breve til familiemedlemmer og veninder. I brevene fra årene efter konfirmationen i 1846, hvor hun modtog privatundervisning til lærerinde, og fra tiden på Lolland, hvor hun i oktober 1849 havde tiltrådt sin første guvernanteplads, finder vi mange ideer og formuleringer, som snart skulle blive genbrugt i debutromanen.