↩ I 1885 samlede han deres brevveksling med henblik på en udgivelse, men planen forpurredes af familien. Niecen Hedevig Fibiger, en datter af Mathildes bror Otto, tilknyttet kvindebevægelsen med skolebestyrereksamen og i bestyrelsen for Kvindelig Læseforening, mente ikke, at offentligheden burde hæfte sig mere end højst nødvendigt ved Fibigers ungdomstid og forfatterskab. For Hedevig var kun Fibigers telegrafisttjeneste mindeværdig, det »daglige møjsommelige Arbejde med alle de smaa Fortrædeligheder, der mødte hende som første kvindelige Arbejder paa et nyt Omraade«. Hun finder ingen grund til at genopfriske mindet om den »aandrige og elskværdige men uudviklede og skjævt udviklede unge Pige (...) som gjør Vold paa det sundeste og bedste i sin Natur«, hvilket »noksom forklarer det vilde Fantasteri, hvori »Minona« løber ud.« Hedevig slutter med indstændigt at anmode Goldschmidt om at undlade at trykke brevene; »Jeg synes, at der er talt og skrevet mer end tilstrækkeligt om Clara Raphaels Fremtoninger« (Borup 1963, II s. 293f). Hendes holdning er et slående udtryk for afstanden mellem Mathildes romantiske emancipationsforestillinger og det moderne gennembruds kvindebevægelse.