↩ Det moderne gennembrud var naturligvis et opgør med den forudgående romantiske periode, og i 1800-tallets sidste tiår blev de kulturelle koder da også nærmest fuldstændig stillet om. At romantikken trods alt ikke tabte al interesse, viste sig imidlertid i publikums overvældende optagethed af Johanne Luise Heibergs erindringer Et Liv, gjenoplevet i Erindringen (1891-1892), som udkom året efter hendes død. Denne bogs publikumssucces, samt det forhold at Mathilde Fibiger heller ikke her nævnes, kan tænkes at være baggrunden for, at Margrethe Fibiger (1846-1927), en datter af Mathildes bror Axel, nu skrev og udgav sin biografi Clara Raphael - Mathilde Fibiger (1891). Hun fortæller historien om Mathilde Fibigers liv og forfatterskab grundigt, loyalt og direkte fra kilderne, herunder familiebreve som ikke i dag er offentligt tilgængelige, hvis de overhovedet endnu eksisterer? Goldschmidt-korrespondancen kendte hun dog tilsyneladende ikke. Hendes bog er stadig hovedværket om Mathilde Fibiger. I slutningen af bogen, hvor Mathildes forhold til kvindesagen omtales, skriver Marg. Fibiger: