Falster, Christian Uddrag fra Den Latinske Skriver-Stue

Imidlertid I gode Mænd
Med Kappe eller Krave,
Som haver været under den
Latinske Tugt og Ave,
Som haver for Grammatica
Og for Syntaxis faaet
Saa mange Ørefigen, da
I har i Skole gaaet:

Forteller mig, hvad er dog det,
Som eders Stiil fortryller,
At den er ikke jevn og slet,
Men fuld af Narre-Krøller?
Hvad skal de Mare-Lokker til,
Hvormed I den behænger?
Er det, fordi I hede vil
En Giek, en Grillenfænger?

190

Har Jesuiter eder bragt
Til saadan Skriver-Væsen?
Dem Prinds Ragozcy med Foragt
Har kastet udi Næsen,
At under deres Disciplin
Mand lærde Mænd kan blive
I Pluddren af spedalsk Latin,
Men Sinker til at skrive?

Maaskee I meener, at en reen
Naturlig Stiil sig skikker
Ey til en Lærd, men en gemeen
Skerslip og Kiedel-flikker
At andre eder dyrke skal,
I uretviise Stakler,
Blant de Udødeliges Tal
For eders Pens Mirakler?

Af eders Breve har jeg i
Mit Pakhuus heele Tylter,
Hvor somme løber løbsk udi,
Hvor somme gaar paa Stylter,
Hvor andre kommer ligesom
Fremkrybende paa Krykker,
Dog hvad? jeg vil ey melde om
Deslige Giekke-Nykker:

191

Men at jeg skal bekiende, hvad
Mig allermeest fortryder,
Som mand maa pege Finger ad
Iblant Skribenter-Lyder
I geistlig Skriver-Stue, da
Ey noget stinker meere,
End naar der flyder Galde fra
Den Ordens Penne-Fiere.

Jeg haver mange Indleg læst
Til By- og Landstings-Retter
Fra en og anden Provst og Præst
Af dem, som gierne tretten
Jeg haver læst dem med en stor
Foragt, thi de gemeenlig
Af Brok- og Reve-Underfoor
Er stinkende, ureenlig.

Jeg nylig hørte Et udi
Et Selskab at oplæse:
Ey phy! det var et Aadsel i
Det heele Selskabs Næse:
En Børstenbinder skulde det
Bekiendt ey ville være,
Og paa saa sort et Tavle-Bret
Forsverte Navn og Ære.

192

Skribenten gav sin Vederpart
Et Stød af hans Forfædre,
Endskiønt hans egen Æt og Art
Ey paa et Haar var bedre:
Hand vrægede ham, at hand var
En Verdslig, ustuderet,
Da den studeerte dumme Nar
Af ham dog blev fixeret.

Hand fik hans Legems Skabning fat,
Hvorpaa ey var at sige,
At han var tyk og undersat,
Med andet meer deslige:
Kort sagt, i hvor mand saae sig om
I Stiilen af Processen,
Saa allevegne forekom
Et Gienfær af Claus Jessen.

Ey phy for Skam! Her Sehsted, om
Du skalt i Sagen dømme,
Da døm deri saaledes, som
Det kand en Sehsted sømme:
Lad tre Lod Sølv ey være nok
For denne vilde Basse,
Tænk paa en fattig Enke-Blok
og paa Justitzens Casse.

193

Jeg snarere skal bede for
En ulærd Soldesetter
End for en anden, der er vor
Studeerte Ordens Fetter:
Thi dersom hin er plump og grov,
Saa bliver hand den samme,
Og geistlig eller verdslig Lov
Saa stort sig ey tør skamme.

Men naar en Geistlig figte vil
Med Skieldsord ubeskeden,
Da er jo disse Vaaben til
At skænde Geistligheden,
Samt til at dræbe Dyden, som
Fornemmelig skal være
Studerings ægte Jomfrudom
Og Lærdoms største Ære.

Nok sagt: Men see her er i den
Latinske Skriver-Stue
Et Kammer for Høylærde Mænd
Fremdeeles at beskue,
Et Kammer, hvor mand seer kun Dolk
Og Spyd og Svær til Feyde,
Hvorind jeg ustudeerte Folk
Undseer mig at geleyde.

194

Her gaar det løs paa Hug og Stik,
Her er Skribenter-Faner
Udgiort med Vaaben udaf Pik,
Af Prygl og Partisaner,
Hvorunder de som tienne vil,
Alaa ingens Ære spare,
Saa fremt de selv med Ære til
Det lærde Navn vil svare.

Den ene setter udi Band,
Den anden contra-stevner,
De farer frem med Ild og Brand,
Og neppe Livet levner,
Fordi de haver om et Ord
I Hoved-sproget Irring,
Ret saasom Himmel eller Jord
Kom derved i Forvirring.

Den ene taaler ingen, som
Er af en anden Meening,
Den anden vil ey høre om
Et Ord til Freds-Foreening:
De lider ingen Vedermaal,
Modstanderen de setter
I rette mod paa Brand og Baal
Som en forførisk Kietter.