↩ Men hvis den synes nogen at svækkes og at vanslægte fra sin naturlige Frugtbarhed, da lad ham komme i Hu, at Fejlen ligger hos den menneskelige Røgt, ikke hos Naturen, som Columella med Rette minder om, hvilken slutter 2. Bogs 1. Capitel med disse Ord: Altsaa ikke som Følge af Udmattelse, som de fleste have troet, eller Alderdom, men ved vor egen Dovenskab gøre vore Pløjemarker os mindre rigeligt Fyldest s) . Bjærgværkerne paa spansk Grund nævner i sin Tid Cato hos Gellium t) som de rigeste af alle. Ikke heller er det troligt, at disse Sølv-Kilder ere udtørrede; men det er ved Lov forbudt at trænge Ind i den spanske Jords Dybder, siden America synes at yde en bekvemmeligere Indkomst. At Bjærgene, Ætna, Parnassus, Olympus efterhaanden synke sammen, vil Ælianus u) godtgøre ved gamle Sømænds Vidnesbyrd; men imod ham sætter jeg hint Ord af Seneca v): At Ætna fortæres og efterhaanden synker sammen, slutter man 109 deraf, at det (nemlig: fordum) plejede at vise sig noget længere borte for de Søfarende, Men dette kan indtræffe, ikke fordi Bjærgets Højde er sunken, men fordi Ilden er svunden ind og blusser mindre voldsom og rundelig; af samme Grund er ogsaa Røgen senfærdigere om Dagen. - At Menneskeslægten i nogen Del er gaaet tilbage, kan jeg ikke se. Sikkert gøre de Folk sig ilde fortjente af den naturlige menneskelige Forstand, som mene, at denne af Naturen var givet de gamle Dødelige fornernmeligere end os, efter de yngre Stoïkeres Maner hos Sextum Empiricum x): Af de yngre Stoïkere sige adskillige, at de første Mennesker i Forstand have været langt ypperligere end de nuværende. - - Men lad disse høre Pliniuin y): Jeg er af dem, som holde meget af de Gamle, men dog ser jeg ikke, som visse Folk, ned paa vore Dages Gemytter. Thi Naturen er ikke saa at sige træt og aflagt, saa at den ikke længer kan avle noget prisværdigt. - Man har troet, at den menneskelige Krop i fordums Dage var større og længerez); men de Folk synes mig sandelig at have liden Forstand, som med Homero dømme om de Gamles Legemshøjde efter Orestis Krop, der maalte tolv Fod og en Fjerdepart, eller syv Alen, i Længden (om man tør tro Herodoto æ)); thi enhver Alder har frembragt saavel store Kæmper som smaa Dværge, begge Dele som Naturens gækkelige Tilsyneladelser, ikke som dens almindelige og dagligdags Mesterstykker. Kort sagt: vi Efterkommere fødes ikke til Verden senfærdigere end hine Gamle, ikke hellere dø vi hastigere eller kæmpe mere med Sygdomme og Svagheder, 110 undtagen dem, som vi selv med egen Haand forvolde os. - Havet bringer sandelig ikke os mindre Velgerninger end vore Forfædre, ikke færre Fiske, ikke ringere Perler. - Med eet Ord: de, som klage over Naturens Alderdom, synes mig ligesaa utaalelige som hine klynkende Mandslinger, der skænde paa de Tiders Daarligheder, i hvilke vi leve, medens de selv burde staa til Rette for de samme Tider, som de gøre daarlige. Naturen har altid været, er og vil altid, saa længe den er til, forblive sund og beredvillig til at gøre vel; enhver Tidsalder har altid været, er og vil altid blive god; Menneskekønnet har altid været, er og vil altid, saalænge det er til, blive slet og fordærvet.«