Falster, Christian Uddrag fra Lærdoms Lystgaard eller Adskillige Discurser

Falsters eget studiefag, den klassiske filologi, er naturligvis kun sjældnere direkte repræsenteret i discurserne; dog giver han i en af dem (III,20) sunde regler for filologisk textkritik, og til 2, og 3, del af værket er knyttet udførlige tillæg om hans yndlingsforfatter Gellius, som imidlertid er af for specielt filologisk indhold til at medtages i oversættelsen og derfor også skal forbigås her; de udgør iøvrigt kun en ringe brøkdel af hans meget omfattende studier over denne litterære samler af småtræk og anekdoter om de gamle Romeres sæder og væsen. Det er særdeles karakteristisk for F.s åndsretning, at ved siden af Gellius er den græske skribent Diogenes Laërtius hans yndlingsforfatter (I,9); dennes værk om den græske filosofis historie indeholder en lignende rigdom af anekdoter og menneskelige småtræk som Gellius' arbejder. Og denne rent menneskelige interesse for de svundne tiders sociale tilstande, for folks daglige liv og færden i gamle dage, overfører han også fra oldtiden til yngre tider; et steds (I,47) bekender han selv, hvor stor glæde han finder i studiet af antikviteter (d.v.s. kulturhistoriske træk fra gamle dage), også for de senere tiders vedkommende. Netop den brogede mosaik af slige småtræk, som han har samlet i sit værk, udgør noget af det mest tiltrækkende ved dette; her er (ligesom i Holbergs epistler) stort og småt mellem hinanden, men den rent kulturhistoriske mangfoldighed er måske endnu større hos F. end hos Holberg. Sjældnere vover han sig ind på områder fra det gamle og ny testamente (om de ægyptiske troldmænds jærtegn overfor Moses, III,8; om titelen XXX
kongernes konge, III,6; om Bethesda, I,46; om hedenske og jødiske spottegloser over Kristus, I,40). Langt hyppigere søger han sine æmner i den klassiske oldtid (om oldtidens brandvæsen, I,53; om bødler i oldtiden, I,43; om vajsenhuse hos de gamle Romere, I,34; om de gamles bogpriser, III,21; om de gamle Grækere der var lærde i Latin, II,28; om de gamles votiv-indskrifter på bygninger, II,26; om de romerske kejseres hof, III,10, en antikvarisk afhandling af ret betydelig interesse); ikke sjælden anvendes de fra oldtiden hentede kulturtræk på det moderne liv, således i den antikvariske discurs om militære spørgsmål (II,29). Mange discurser henter småtræk til belysning af æmnerne fra de forskelligste tider og lande; således findes en afhandling om skamstøtter o, l. i antik og moderne tid (I,32); en discurs om religiøs sky for eller dyrkelse af navnets magt i gamle dage (II,22); en undersøgelse om begravelsessangens ælde (II,37); bidrag til det menneskelige øjes retshistorie (II,33); en filologisk afhandling (III, 18) om skældsord i svundne tider (et æmne, som f. eks. H. F. Feilberg i vore dage har behandlet i afhandlingen om skældsordenes lyrik); og kuriøst nok som modstykke dertil en discurs om de dødes ret, hvori F« nærmere udfører betydningen af ordet »De mortuis nil nisi bene«, anvendt på en ung mand, som havde anlagt en samling af skældsord og forbandelser fra alle mulige litteraturer (I,39); som det vil ses, har F. dog ikke kunnet dy sig for i 3. bind at offentliggøre noget af sine samlinger desangående, skønt han i første del havde taget afstand derfra. En discurs (III,26) handler om boghandlere, som på grund af deres iver for reformationen er blevne martyrer eller i hvert fald forfulgte; XXXI F. giver historisk oversigt over de forskellige tiders straffe for boghandlere, samt over deres regler for bogcensur. Nærmest af kuriositetsinteresse er sådanne stykker som I,10 (om berømte statsmænd af uægte byrd), I,21 (om synet eller hørelsen er den vigtigste sans) og III,7 (om en mærkelig svensk regnekunster). - Sjældnere kommer han ind på nordiske antikviteter, som i discursen II,32 om ophængning af lig i træer; derimod findes nogle afhandlinger om træk af nyere dansk kulturhistorie, således III,20, som behandler det meget slibrige æmne om hors straf efter Ribe ret, jævnført med andre tilsvarende straffe fra oldtiden; andensteds (III,23) giver F. fyldige kulturhistoriske uddrag af Christian 2.s love (i Resens udgave), bl. a. om de katolske prælaters hofstat, om kirkemusik, om præsternes ret til ægteskab og om forbud mod at appellere til Rom (frugter af en begyndende kirkereform); om postvæsen, om beskærmelse af skøger m. m. Af særlig kulturhistorisk interesse er hans afhandling om majfesten i Ribe skole og om sådanne forårsfesters oprindelse (III,25); F, finder ikke særligt behag i slige gækkelige skuespil, men kan ikke se, hvilke samvittighedsgrunde der skulde forbyde deres afholdelse.