Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

Vi vare forsamlede mange Mænd af fast alle Stænder ved en stor og højvelbaaren Herres Borda), og blandt disse et Fruentimmer, højædel af Slægt og Stammeb). For nu at vende alles Blikke og Forundring mod sig (hun havde iøvrigt den skarpeste Forstand og den mest veltalende Tunge), kastede hun om sig med adskillige afskrækkende Spørgsmaal og Overvejelser. Desimellem hændte det sig engang at hun udspurgte mig angaaende en vis ung Drengs Skik og Manerer, hvilken hendes Vært havde overladt mig til at optugte og herbergere: om han var Mage til sin vanslægtede Broder. Jeg svarede Nej og roste Mennesket som forskyldt. Deraf opstod nu atter det Spørgsmaal: Hvorfor Børn af samme Fader og samme Moder ofte pleje at være saa forskellige af medfødt Sind og Art? Jeg tav længe stille, som om Spørgsmaalet var rettet til en anden, indtil Damens Anselighed piskede et Svar ud af mig, og det i følgende Ord: 26 »Højædle Frue, her er det nødvendigt at examinere Naturens forborgne Vilkaar, hvilket jeg befrygter at dine Øren ikke kan taale at høre.« Men hun bød nu mig og en studeret Mand blandt Gæsterne, der sad i Nærheden af mig ved Bordetc), drøfte Sagen indbyrdes med hinanden, i Lighed med den Kappestrid imellem Rhetorer, som Caligula skal have ladet afholde i Lyond). Vi maatte begge adlyde, skønt ugærne, hvis vi ej havde villet gaa Glip fra denne anselige Matrones Yndest, ligesom hine Mænd i Lyon maatte vælge enten at straffes med Ris eller at dykkes i den nære Flod. Min Ven og Vederpart, en lystig Mand, gav sig til at skæmte for paa en forborgen Maade at skikke sig efter Fruentimmerets Sæder og Øren, og sagde vendt til mig: »Det er sandelig intet Under, at Sønnerne i Huset adskilles indbyrdes ved Ulighed i Art og Skik. Hvad andet? Ofte har een en fransk Fader, en anden en italiensk, en tredje en tydsk; een en Fyrste, en anden en Købmand, en tredie en Laqvej.« Hun smilede venlig dertil, gav til Kende at denne liden Skæmt var hende overmaade kærkommen, og bød Manden fare fort og gøre Regnskab for, hvisaarsag Sønnens Natur mere skyides Faderen end Moderen, da dog hans Krop har sin Oprindelse fra dem begge. Da lagde han fluks sit Ansigt i alvorlige Folder og svarede: »Ja jeg nægter sandelig ikke, at til at danne Kroppen har Moderens Indbildnings-Kraft den største Magt, forsaavidt den opstaar ved Undfangelsen eller under Svangerskabet; men at Sønnens Natur snarest maa 27 udspringe af Faderens, det har alt forlængst Philosopherne lært mig, og iblandt disse Zeno, hvilken da han hørte sin Discipel Aristo snakke meget hen i Vejret, sagde: Det kan ej være andet end at din Fader var fuld da han avlede dig e)! Dette Ord tilskrives af andre Diogenes f). Alligevel - for ej at vige fra Sandheden - er jeg ganske enig med Philosophen Favorino derudi, at Ammens Mælk ejer den største Magt til at skabe Ligheder i Sindetg). Dette kan ogsaa oplyses ved et Exempel fra Kvæget; thi hvis man nærer Kid ved Faare-Mælk eller Lam ved Gede-Mælk, da er det hartad vist, at paa de sidste gøres Ulden stridere, paa de første Haarene blødere.« - Man fandt Behag i disse Bevisligheder, som hverken tyktes urimelige eller uangeneme, og jeg vilde hjærtelig gærne have ladet fare at imødegaa dem, dersom ej Fruentimmerets Anselighed saa at sige havde haft min Tunge i sin Magt. Derfor, da jeg blev af krævet min Mening, tog jeg saalunde til Orde: »Efter mit Tykke modtage Børnene i Moders Liv intet af Forældrene uden den generelle Existens, men ikke de tilfældige Egenskaber, ikke disse eller hine Dyder og Laster (undtaget det Fælles-Eje, som vi kalde Arve-Synden), ikke Forstandens Tungfærdighed eller Bekvemmelighed; ikke uden accidentaliter h), som Philosopherne sige. Bevis ere de store Taaber der avles af Vise, de store Vismænd der avles af Taaber, de slemme Skarn der avles af de Bedste, de Retskafne der avles af de Værste. Se paa to Tvillinger, udsprungne af samme Sæd, nærede med samme 28 Mælk, optugtede i samme Lærdom; ofte ere de saa forskellige indbyrdes og læmpe sig til saa afvigende Sæder og Levemaade, at de synes at fornægte deres fælles Udspring. Se til de første unge Folk i Menneskeslægten, Cain og Abel, som hverken kunde have anden Fader end Adam (thi den lurende Ægteskabs-Djævel Hareth i), som ufornuftige Rabbinere opdigte, maa de beholde for sig selv) eller anden Amme end Eva eller anden Læremester end dem begge. Men af disse var den ene den første af Manddrabere og en ugudelig Befordrer af Avindj), imedens den anden var et Forbillede paa Ærlighed og Uskyldighed. Efter hvis Tilskikkelsek)? Visselig ej ifølge Stjærnernes Lov, hvilke adskillige ikke bære Betænkende om at tilskrive Menneskenes Adfærd (i saa Fald vilde Lov og Ret, baade guddommelig og menneskelig, afskaffes, og afskaffes vilde al Tugt og Opdragelse, hvilke dog kunne forbedre et umælende Dyr og meget mere et Menneske); men ved Fornuftens Brøst hvad heller Styrke, alt efter som den er tæmmet vel eller ilde og bruger Sindets og Villiens Frihed rettelig eller vrangelig. Hvorfor? Fordi hvis Forældrenes Natur gik over i Børnenes Sind, vilde der ingen Frihed blive igen til disse, ingen egen Art, intet som ej var Nødvendigheden undergivet. - Saa vidt om Menneskets, det er: det fuldvoksne Menneskes, Sjal; thi Børnene, som ej ret kan føre Regimente over deres Fornuft, have andre Vilkaar; hos disse plejer nemlig Sjælens Tilbøjelighed at være den samme som Legemets.