↩ Hin visselig ej ulærde Vært gjorde et Anfald paa mig, idet han venlig spurgte, om hine grumme Ophavsmænd til de ti Forfølgelser bør berømmes paa det højeste, ligesom Polycrates skrev Busiridis Pris? l) Om noget var vildere, grusommere og 62 afskyeiigere end disse Hedninges phalariske Rasen imod Kirken?m) Dertil gensvarede jeg: »Saasom det lyster dig, højberømmelige Herre, at foretage Overgang til en anden Art n), saa tilstaar jeg, at jeg aldrig uden Glæde læser Lactantii Bog om disse Mænds Død og de Straffe som de ledo); men ransag, jeg beder, Kirkernes Historier i nys forgangne Tider, og du vil tilstaa, at de Christne selv (grueligt at nævne) have raset grummere end hine Hedninge mod Kirkens Indvolde, tvært imod hint Ord af Propheten: et Folk skal ikke opløfte Sværd mod et andet p). Se til begge de parisiske Slagterier, kære, under Kongerne Carl IX og Ludvig XIVq). Du vil da holde op med at undres over hine Hedninge, du vil visselig dømme mildere om Diocietiano, og udbryde med Poëten: