Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

Og hvad hine utallige Verdener angaar, paastod han virkelig med Metrodoroe), at det er urimeligt, at der paa en stor Ager kun vokser eet Aks, og at der i 65 det uendelige Rum kun gives een Verden, hvorved han ydermere beraabte sig ikke alene paa Epicuri, Anaxarchi, Anaximandri, Anaximenis, Archelai, Xenophanis, Leucippi, Zenoms Eleatæ og fleres Mening, men ogsaa anførte Origenem, Jordanum Brunum, Galilæum, Cartesium, Copernicum, Campanellam, Nicolaum fra Cusa og mange Mathematicosf); mod hvilke jeg satte de Visere fra Oldtiden: Platonem, Aristotelem, Empedoclem og alle Stoicos, som lærte, at der efter god Verdensorden kun gaves een Verdeng), og andre fra yngre Tider, hvilke med Grunde, som ej ere ukendte for nogen der har en Smule Lærdom, og ere hentede baade fra den hellige Skrift og fra selve Naturen (ogsaa Microcosmi)h), forlængst have brudt den modsatte Menings Sener og Ledemod. Begge bleve vi ved vort uden at give tabt. Men nu hændte det sig en Gang, at vi uden Vidner faldt i Snak med hinanden paa en Landgaard; og ligesom Mosten sprænger Tønderne, og hvad der ligger nederst, slynges øverst op af Varmens Krafti), saaledes kom nu ved den skummende Vin alt hvad der laa gemt i det Indre frem for Dagens Lys. Nu, siger jeg, spørger den rigtig vel beskænkede Mand mig for ramme Alvor, om jeg virkelig med den gemene Mand troer paa Theologerne deri, at Verden baade har haft en Begyndelse og skal gaa til Grunde? Da jeg i alle Maader bekræftede dette, sagde han: »Sandelig, enten er du overmaade lettroende, eller ogsaa gør jeg mig mine Tanker om din Tro. Visselig har Moses ikke lært, at Verden blev skabt af intet, ikke 66 heller synes de andre Steder, som pleje at anføres af det nye Testamentej), at være af saa stor Vægt, at de kunne nedstyrte mig fra mit Stade. Ikke sandt? Sammenhold bare begge de to Steder: I Begyndelsen k), og du vil ingenlunde tvivle om at Verden er begyndelsesløs.« - Dertil svarede jeg: »Hvad Pokker er det for nogle forbistrede Aander der plage dig, højvelbaarne Herre? Det er mig forlængst klart, at du er fordærvet af de falske Lærere, som af skarpsynede gøre blinde, af hørende døve, saa at du hverken kan høre den kaldende GUDl) eller se de Ting, der ikke ere, som om de vare. Du er visselig med Urette forsikret om at Ordene I Begyndelsen hos Johannem og fra Evighed af have samme Betydning; ti paa begge Steder skal der vitterlig forstaas: Begyndelsen af Tiden og de skabte Ting. Fremdeles, om saa Begyndelse nok saa meget hos Evangelisten betød Evighed, læg saa Mærke, beder jeg dig, til det selvstændige Verbum var her paa dette Sted; og hos Moses det transitive Verbum: skabte m), saa at Metaphysici med Rette derfor lære, at det er en Modsigelse, at noget evigt har kunnet skabes, item, at ingen Virkning ved Omskiftelse, saaledes som Verden er, kan være samtidig med sin Aarsag.« Efter saavidt at have adsplittet disse Skræmsler, fremførte jeg efter ringe Evne hine velkendte Vidnesbyrd fra den hellige Skriftn); og da min Modpart følte sig overvunden af disse (han vovede nemlig ikke aabenlyst at fornægte sin Tro paa den theodosianske, det er: guddommelige, Codicemo)), kaldte han Plinium til 67 Hjælp, hvis Naturhistorie begynder saalundep): At Verden holdes for at være Gud er rimeligt, evig, som den er, uendelig, ufødt, og bestemt til aldrig at gaa under etc. Han beraabte sig ogsaa paa Aristotelem q) med hans fra Bevægelsen hentede Begrundelse, hvilken hin fastslog ej at kunne være andet end evig. Jeg paa min Side lagde ikke Skjul paa, hvor hæsligt det var at appellere fra den hellige Sandhed til Hedningenes uvisse og ugudelige Drømmerier; jeg holdt ham først Plinii Atheisme for Øje, og slog dernæst nok saa belejligt Aristotelisr) Begrundelse med Morhofii Ord og Bevisligheder, hos hvilken jeg nys havde læst om den til Granskning fremdragne Sags). Fremdeles, siden han havde begyndt at henskyde Sagen til Philosopherne, foreholdt jeg ham de mosaicerende Hedninge, der aldeles aabenlyst bekende Tidens Begyndelse saavel som Ende. Jeg foreholdt og paaviste ham (thi Comoedien spilledes i Mandens Bibliotheque) de gamle Indere og Grækere, som hos Strabonem lære, at Verden er tilbleven og endelig t), hvilke Ord ogsaa Ægypterne udtale efter Laërtii Udsagn i hans Fortale om Philosophernes Levnedu). Dernæst tilføjede jeg efter Hukommelsen Juvenalis besynderlige Vidnesbyrdv):