Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

Til fastsat Tid, som jeg har for Skik, fremsatte jeg offentlig for mine Tilhørere de mindeværdige Puncter af Kirkehistorien, da en højlærd Vena) stod paa Lur og opsnappede mine Ord. Der handledes da om den tredje Forfølgelse under Trajano, hvilken Kejsers Brøde jeg søgte at afto eller i al Fald gøre mindre hadefuld. Timen var alt udrunden, da jeg ved Udgangen af Høresalen ude i Forstuen stødte paa hin højst navnkundige Mand, der havde luret paa mine Ord og nu oppebiede mig for et eller andet Ærendes Skyld. Jeg tog venligt imod ham og bad ham følge hjem med mig. Da vi her havde afgjort det ubetydelige Ærende, gled Samtalen overtil min Forelæsning, som han i Løn havde listet sig til at høre; i hvilken intet tyktes at mishage Manden, undtaget at jeg lidt for overbærende havde taget paa Trajani Strænghed med Fløjelshandsker, idet jeg havde ytret Tvivl dels om hin Forordning af Fyrsten, som i den nyere Kirkehistorie løber om, jeg veed ej med hvilken Hjemmel: at de Christne skulde opsøges overalt og ved Pinsler indtil Døden tvinges til at ofre efter Forfædrenes Skik, dels om den Historie om Ignatio, Biskop af Antiochia, om hvilken Eusebiusb) byggende paa andres Forsikring siger: Han siges f or Christi Tros Skyld at være overført fra Syrien til Byen Rom og kastet for de vilde Dyr; hos hvilken fremdeles, et Stykke 113 længere fremme, Irenæus indføres skrivende saalunde uden udtrykkelig Omtale af Ignatioc): Som en af vore skal have sagt, hvilken for Christi Tros Skyld blev dømt til de vilde Dyr: Jeg er Guds Sæd, og jeg males og knuses af Dyrenes Tænder, paa det jeg kan vorde rent Brød. - Hertil svarede min Ven, at for det første tillægger Eusebius d) Ignatio hine Irenæi Ord; for det andet var der ingen Plads for Tvivl, hvis man tør følge Nicephorume), som holder for, at Ignatius blev lænket og sendt til Rom for den Sags Skyld, at han ej aflod med at laste Trajani Overtro, hvilken dengang opholdt sig i Antiochia; endelig kunde denne umilde Kejser ej tages i Forsvar af nogen ærlig Mand, som fæstede Sind og Øje paa hint Rescript hos Plinium f) : De Christne skulle ikke eftersøges; hvis de angives og beskyldes, skulle de straffes, dog saaledes, at hvo der nægter sig Christen at være, og gør det vitterligt ved selve Gerningen, det er, ved at bede til vore Guder, han skal, hvor mistænkt han end forud har været, opnaa Tilgivelse som Følge af sin Anger. »Ikke sandt?« sagde min Ven med Tertulliano g) ; naarhan dømmer, hvi forhører han da ikke? naar han ikke forhører, hvi frikender han da ikke?« - Dertil svarede jeg stilleogsagtmodigt: »Betænk, velærværdige Mand, at justement ved selve dette Rescript oplyses Trajani Mildhed paa det klareste. Thi, ej sandt? Idet han forbyder at eftersøge de Christne, udelukker han i al Stilhed deres Angivere fra Hoffet. Paa disse lægger jeg al Skylden, efter den berømmelige Eusebii h) Vidnesbyrd og Hjemmel, som beretter, at efter denne Trajani Forordning blev Forfølgelsens Lue 114 vel for en Del udslukt, dog saaledes, at de, som med Ondskab og Svig vilde anfalde de Christne, ej havde mindre Lejlighed f orhaanden, idet hist Folket, her Landshøvdingerne efterstræbte de Christne, saa at der vel ikke aabenbart og offentligt, men dog localt i visse Provinder opblussede Forfølgelser. Sandelig, som Juvenalis sigeri):