↩ Læg dertil, at Trajani Billighed berømmes ogsaa af selve de kirkelige Skribenter, ikke alene af de verdslige.« - Derefter aflod min Ven ej med at klage paa Trajani Grumhed, saasom han efter Nicephori j) Vidnesbyrd, da han var bleven Herre l Antiochia, lod mange Christne omkomme; blandt andre brændte han ogsaa fem Jomfruer, som aabenlyst bekendte Troen, og da deres Ben tisidst vare opbrændte, og Asken strøet for Vejr og Vind k) , lod han gøre Kedler og andre Kar, hvilke han overantvordede til det offentlige Bad, som han selv havde bygget med største Pragt. - Jeg for min Del, som aldrig havde hørt nogen Underretning af nogen anden bekvem Skribent om dette Drab og disse varme Bade i Antiochia, mente, at man ej kunde fæste mere Lid til Nicephoro alene end til Theodoro Metochitæ, hvilken I sin Romerske Historiel ) fortæller følgende Fabel om Trajano: Da den store Gregorius Dialogus m), Biskop i denne By Rom, engang var kommet hen til den af Trajano stensatte Vej, bad han efter Johannis Damasceni n) Vidnesbyrd en fyrig Bøn til Herren, som elsker Sjælene, at han vilde skænke hin Kejser Syndernes Forladelse. Straks hørte han en 115 Stemme, som lød ned til ham fra Himlen og tiltalte ham saalunde: Jeg har hørt din Bøn og tilgivet Trajano; men vogt dig for nogensinde oftere at bede for de Ugudelige. - Dernæst kastede den velærværdige Mand mig Biskop Simeonem af Jerusalem i Næsen, som led Martyrdøden under Trajano, idet han blev angivet af Jøderne, fordi han var kommen af Davids Slægt og var Christen, og i en Alder af hundrede og tyve Aar blev korsfæstet, efter Eusebii Vidnesbyrdo). Overfor dette mindede jeg ham om, at samme Skribent aldeles ikke tillagde Kejser Trajano nogen Skyld, men vel Anklagerne; jeg mindede ham fremdeles om, at man maatte bære noget over med de politiske Aarsager, som ogsaa forhen havde tilskyndet Domitianum til at lade de tilbageværende Efterkommere af Davids kongelige Æt eftersøge, hvilke da han befandt at være fattige (det var Apostelen Judæ Sønnesønner, som fremførtes for ham), sendte han dem fra sig med Foragt, efter Cyrilli og Hieronymi Sigendep). Kejserne frygtede nemlig at Fare truede det romerske Rige fra hine Davids Ætlinge; de frygtede Oprør af Folket, hvis de ikke med Straffe og Revselser stadfæstede og bevarede hin gamle, fra Fædrene overleverede Gudsdyrkelse, medens de ellers maaske nok vilde have ladet sig indskrive ved de christne Gudstjenester, som Tertullianus menerq): Men ogsaa Kejserne vilde have troet paa Christo, hvis enten Kejsere ej vare nødvendige i Verden, eller Christne kunde have været Kejsere. - Endelig mente jeg ej at burde forbigaa, at Lactantius r) i sit Skrift om Forfølgernes Endeligt aldeles 116 ikke omtaler Trajanum saa lidt som Marcum Antoninum eller Alexandrum Severum s), fordi de, som jeg troer, ikke straffede de Christne med Svøben, men ikkun med Snærten, drevne ikke af Had, men af en Slags offentlig Nødvendighed, hvorved det hændte, at den guddommelige Naade vilde lade dem afgaa ved en forud beskikket Død. Endelig, for i nogen Maade at formilde den velærværdige Mands Sindelag mod Trajanum, anførte jeg Carolum IX og Ludovicum XIV, Konger af Frankrige, hvilke ikke alene lode de saakaldte Reformerte straffe, men ogsaa befalede at angive og eftersøge dem, som Beviser for, at ingen nogensinde har været grusommere mod de Christne end de Christne selv, efter at have forelæst ham, hvad jeg, saavidt jeg mindes, skrev desangaaende ovenfor i XIII. Discurs. Og saalunde forsonedes min Ven atter ej alene med Trajano, men ogsaa med hine gru somste Voldsmænd mod den christne Stat: Nero, Domitianus, ja endog Diocletianus.