↩ EN Ven af miga), saare lærd i de græske Skrifter, havde offentlig holdt saa at sige en lovprisende Ligtale over Athen og hele det lærde Grækenland, idet han baade havde omtalt de gamle Grækeres Fortjenester af de boglige Studier og bejamret det attiske Lands Skæbne, hvilket nu om Dage beboes af Tyrker og Barbarer. Udgangen derpaa var, som jeg mindes, saalunde: Farvel Grækenland, du der ligervis som en Grav ej bevarer andet end Navnet og dit Mindes brændende Lampe! Farvel, Athens By, du som ej skal genvinde din gamle Værdighed, før dine Stoïceres Verden efter Opbrændeisen er vendt tilbage til en ny og bedre Natur!b) - Efter at den særdeles veltalende Mand smukt havde holdt sin Tale, var han Dagen efter til Stede i en Forsamling af flere Venner, hvor Talen atter faldt paa Grækenlands Ligfærd og de med Grækenland udslukkede Kunster. De fleste smigrede Mandens Øren, saaledes som vore Tiders højst lastværdige Humanitet plejer, som Quintilianus kalder denc), og raabte som om de vare lejede dertil for Betaling, at intet sandere, intet ypperligere Ord kunde have været talt; men jeg tog aabenlyst paa mig, at hvis jeg var Franskmand, vilde jeg med skellige Beviser godtgøre, at det gamle Grækenland ej var gaaet til Grunde, men gaaet over i Frankrig, og at det ene Æg, som 129 man siger, ej kunde ligne det andet mere end dette hint. Dertil svarede min højberømmelige Ven, at han ganske vist ikke tvivlede om, at Franskmændene overgik de gamle Grækere i Letsindighed, Anacreontisk Letfærdighed, Blødagtighed, Mund-Diarrhoe d), Foragt for Udlændinge; hvilke hine paa Atticernes Vis holde for Barbarer, og andre Laster, men stode tilbage for dem i Dyder. Dette befaldt mig mindre, da jeg oprigtigt plejer at lovprise Dyden ogsaa hos Fjenden; hvisaarsag jeg for at fuldføre den Væv, jeg havde paabegyndt, bestaaende i en Sammenligning mellem Grækenland og Frankrig, kortelig tog til Orde som følger: »At de to Landes Slægtskab er ældgammelt, kan ingen være i Tvivl om, saafremt visse Lærde ud fra Cæsare og Strabone e) med Rette gætte, at de græske Bogstaver [x], [x], [x] ere modtagne fra Gallerne; og at ikke Bogstaver alene, men ogsaa Philosophien er kommen fra Ceiterne til Grækerne; for ej at tale om de franske Ord, hvis Oprindelse Jo. Piccardus, H. Stephanus, Joach. Perionius (som latterligt afleder Ordet maison af det græske [x][x][x][x][x]) og andre Franskmænd søge i den græske Republiquef). Fremdeles er det vist, at Frankrige alt i gamle Dage havde saadan Velstand paa græske Studeringers Berømmelse, at de fornemme Romere paa Strabonis Tidg) foredrog Udenlandsrejse til Marseille fremfor til Athen; for ej at tale om Lyøn, Reims og andre højst navnkundige Byer i Frankrige, hvilke jeg, som jeg mindes, har berømmet i Ubekendte Historierh); endskønt dog denne Ros, denne Brug af det græske Sprog ikkun har 130 været fælles for et mindre Antal af Gallerne, som det fremgaar af hvad Cæsar fortælleri), at da Q. Cicero var belejret af Gallerne og indespærret af dem i sin Lejr, sendte han ham et Brev skrevet med græske Bogstaver, paa det at ikke hans Anslag, hvis det blev opsnappet, skulde blive Gallerne bekendte. Mærk iøvrigt Ligheden mellem begges Storhed, Grækenlands og Frankrigs: Athen, Hellas' Museum, som Athenæus kalder denj), gjordes berømmelig af fordums højst navnkundige Gymnasier: Cynosarges, Lyceum, Academiet, Stoa og andre; Corinth var dets Kranion til Zir; for ej at tale om Skolerne paa Rhodo, i Epheso, Tharso og Mitylene etc.k); Frankrige forherliges ikke alene af hine otte navnkundige Academier i Paris: det parisiske, som fordum bestod af 100, nu om Dage af 50 Collegiis; det franske; det kongelige Academi for Indskrifter og boglige Kunster; det kongelige Videnskabernes Academi; det kongelige for Maler- og Billedhuggerkunst; det kongelige for Bygningskunst; endvidere det for Politik og Velstand, og det for Musik; - men ogsaa af atten prægtige Academier udenfor Paris, i Toulouse, Orléans, Montpellier, Poitiers, Angers, Caen, Bordeaux, Bourges, Cahors, Nantes, Reims, Valendennes, Aix, Douai, Pont-à-Mousson, Besangon, Perpignan, Orange j) . - Athen kan ikkun fremvise eet offentligt Bibliotheque, indstiftet af Pisistrato m); Paris alene har rigeligere Forraad af Bøger og Skrifter end hele det gamle Grækenland og kan hovmode sig af nitten offentlige Bibliothequer (for ej at tale om de private, hvilke ere utallige). - Athenienserne 131 lagde Vind paa lærde Selskaber, saaledes som jeg mindes at have læst om Theophrasto hos Athenæum n) : Der ere mange Sammenkomster af Philosopher i Athen, af Diogenister, Antipatrister, Panætiastero). Disse Stævner skænkede Theophrastus Penge, ikke for at de i den Forsamling letfærdigt og uforskammet skulde fare fort i Trodsighed, men for at de med Maadehold og Lærdom skulde fuldkomme de Samtaler som man holder ved Gæstebud. De underholdtes i Prytaneop) og vare daglige Gæster ved de maadeholdne og nyttelige Maaltider, som anrettedes paa offentlig Bekostning. Hid hører ogsaa det Sted hos Gellium q) : - - I de unge Mænds Gæstebud, som vi havde f or Skik at mage i Athen i Maane-Ugerne, toge baade gavnlige og fornøjelige Taler deres Begyndelse, saa snart Maaltidet havde Ende. - - Men hvo er uvidende om, at saadanne Stævner forlængst ere beskikkede af Frankriges Mæcenaterr), paa det at Vejen til Lærdom for den lærvillige skal vorde kortere igennem indbyrdes Samtaler end gennem hine enlige og skjulte Studerings-Øvelser, som i vor Himmelegn opsluge Sjælens og Legemets Kræfter? Atticerne og Mitylenenserne holdt philosophiske og poetiske Væddekampes), med udsatte Priser for Sejrherren (en Bog eller en Krone); Franskmændene pleje med en aarlig Løn af Guldmedailler offentlig at indbyde lærde Concurrenter til at løse Spørgsmaal (som jeg ovenfor har omtalt i XXV. Discurs); ja, alt forlængst have, efter Mitylenensernes Exempla, hos Franskmændene poetiske Tvekampe været Skik, ved hvilke Kongen selv førte Forsædet og kronede Sejrherrerne, som Herr de Casa Nova 132 paastaart). - At Aand og Vid alene fandtes indenfor Atheniensernes Mure, udsiger blandt Romerne Vellejus Paterculns u); ej anderledes tykkes vi Udlændinge at dømme om Frankrige, hvilke i Hobevis strømme did for at bekomme Vittigheds Prydelse. - Grækerne gjorde sig svarlig til af deres Fædreland, saasom Plato, hvilken siges at have takket Naturen fordi han var født Græker og Athenienser v) ; i saa Maade ere Franskmændene Platonicere; hvoraf opkomme for dem saa mange Avinds-Fejder, saa mange Smaakampe for Hus og Hjem med Englænderne, hvilke prale med at de fra Arilds Tid have været Franskmændenes Læremestre, saa vel som med de Tyske, hvilke ærgre sig over at være foragtede. - Attisk Skæmt, attisk Finhed, attisk Veltalenhed berømmes overalt af de romerske Skribenterx); det er Franskmændenes Privilegium, at de atticisere i deres Omgængelse, i deres Skrifter, mest i Digtekunsten, ved hvis Hæder de have udmærket sig fast allerede i selve Barbariets Tider. - Ingen, som har studeret en Smule, er uvidende om den Høflighed hvormed Atticerne modtoge fremmede, ja de gik saa vidt i at beskærme deres Gæster, at de af lutter Høflighed ofte end ikke vege tilbage for at føre Krige f or deres Skyld y); hvorom Tzetzes ydermere har efterladt følgende Versz):