Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

Den samme Gæst anførte fremdeles for Ægteskabs Gentagelse mangfoldig Hjemmel i den hellige Skrift, og mindede sagtmodig om, at det jo ej var angaaende saadanne Giftermaal af Kvinder for anden elier tredje Gang, som indgaas skikkeligt og inden en rimelig Aldersgrænse, men med Hensyn til de ufrugtbare gamle Kærlinger, som alt have overskredet de halvhundrede Aar, at der spurgtes: om det er Ret, at en vissen Kone i den Alder ægter en frisk og kraftfuld Ungersvend? Dette bar han ganske vist ej Betænkende om at bekræfte, menende med de Lovkyndige, at Ægteskab er af Naturen en fri Sag. - Da jeg hørte dette, svarede jeg kortelig saalunde: »Jeg nægter ikke at det forholder sig som du siger, højfornemme Mand; men du er ej uvidende om, at det ligger i den borgerlige Øvrigheds Haand, hvis det synes stemmende overens med det gemene Bedste, at skrive saadanne Love for Ægteskaber, at f. Ex. en gammel Kvinde kun maa tage en gammel Mand, en ung Kvinde en ung Mand; en saadan Anordning vilde, som jeg troer, ej være uvelkommen for Ungdommen af begge Køn. Jeg er visselig ej saa ilde sindet mod de ældre Koners Folkefærd, at jeg kunde ønske at forvise dem til Derbicerne n), hvilke kvæle de gamle Kærlinger; langt snarere holder jeg dem i den største Hæder, ja sætter dem alt for højt til at jeg skulde ønske at de enten vare til Skam for Matroneklædernes Ærværdighed eller til 139 Spot for Naturen. Og efter min Mening i al Fald bør de fra den Stund, da de ophøre med at være capable til Barnefødsel, enten holde sig i Ro elier ogsaa slaa sig til Taals med de umægtige, paa hvilke Alderen har sat Hægte. Visselig dadles hin ulige Ægteskabs Art i al Stilhed baade af Theologernes rette Lære og af Naturen selv. Thi Theologien lærer, at Ægteskabet er en guddommelig Anordning til Menneskekønnets Formerelse, paa det alle ustadige Lyster kunne undflyes, og Gud tjenes i Kyskhed i dette beskikkede Samfund. Men hvilket Haab om Formerelse er der tilbage efter det halvtredsindstyvende Aar? Hvor truer der Mandheden farligere Baghold fra Uafholdenhedens Side end i en gammel Kones Ægteseng?o) Hvilken Plads er her fremdeles for det Ord, som plejer at forelæses Bruden af Præsten efter Vielsestalen: jeg vil mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse; med Smærte skal du føde Børn p)-? - Dernæst gaar Naturen ikke mindre i Rette med den unge Brudgom, som tager sig en tresindstyveaarig Viv, end med den ublu Agerdyrker, som saar den til frugtbar Jord skabte Sæd i Ødemarker og goldt Sand. Jeg vil ej tale om hin højviselige Forordning af den gamle Papisk-Pappæiske Lovq): Halvhundredaarig Kvinde have ej Ret til at indgaa Ægteskab.« - Da jeg havde forklaret alt dette, svarede min Ven artigt, at han ganske vist ikke havde noget at sætte op imod min Mening, men dog tyktes de gamle Kærlingers Giftermaal ham at være til fælles Tarv, da det ofte er et stakkels elendigt Menneske et Plaster paa hans Gæld, 140 som Laberim sigerr), og hjælper paa hans enten slunkne eller aldeles udtømte Pengepung, saa at han kan komme op igen eller atter bringes helt paa Fode og leve prægtigt efter sin Rang. - Derimod mindede jeg om, at i saa Fald var det Medgiften og ikke Hustruen som toges til Ægte, og at man skøttede paa skammelig Vis ikke om Ærbarhed, ikke om retskaffen Fornøjelse, men ene og alene om Nytten, og ansaa de gamle Koner som store og ufrugtbare Skovtræers), hvilke ere saa højt i Pris som der er Ved i Ballen, og, for at tale med Philosophis, begæres ikke for deres egen, men for en anden Sags Skyld. Jeg lagde til, at paa den Maade bedroges for det meste de lovlige Arvinger; og selv om disse maaske efter Fortjeneste burde gøres arveløse, ønskede jeg, at den gamle Kones Gods ej skulde efterlades en eller anden ny, enten ødsel eller gerrig, Ægtemand, hvis Graad til sin Tid vil være masqueret Latter, men ved et gudfrygtigt Testamente tilfalde trængende Efterlevere.