↩ at Italienerne ganske vist have en skarp, men ofte ugudelig og udædisk Forstand; at Franskmændene skrive lystigt og lærd, men ogsaa i mange Maader letfærdigt; at Englænderne philosophere ypperligt, men ogsaa stundom naragtigt baade i de guddommelige og i de naturlige Sager; at Tyskerne og Hollænderne vel ere store Skrivere som Augustinus eller Varro, men ikke sjælden store Smørere som Didymusk); at et Folks Hæder ej kan vurderes efter dennes eller hins Skarpsindighed, saasom den vise Anacharsis l) er fød hos de dorske Scyther, og heller ikke efter medfødt Art, saasom det er ej Væggene, ej Stedet, hvor man er udladt af Moders Liv, som forhverve een Visdom m); at ingen uden en lidet forstandig og i de boglige Kunsters Historie uforfaren Mand er uvidende om, at hverken mangler Norden lige fra Saxonis n) Tider ypperlige Hoveder, ikke heller kan de gode Hoveder undvære Norden; at vor Tids Skæbne er denne, at vor Flid ej kan gøre sig bekendt, fordi Boghandleres og Bogtrykkeres Tjeneste (hvilke ere saa at sige de Lærdes Hænder) hinker ynkelig hos os; at vi ganske vist 179 ikkun sende faa Historieskrifter ud iblandt Folk, men alle paa sømmelig Vis, tagende Hæder og Gudsfrygt i Agt overensstemmende med Dyden, saa at enhver ærlig Mand i disse - ligesom enhver retskaffen Lacedæmonier i Agesilai ringe Legemeo) - vurderer Dyden og ikke Massen; at de lærde Nordboer navnlig kunne rose sig deraf, at de lære de stortalende oghoffærdige Udlændinge Beskedenhed, kræve Fred, stilfærdigt med heroisk Sagtmodighed taale Uret, ikke paaføre Andre Fribytterkrige, men, naar saadanne paaføres dem selv, ere i Stand til mandeligt at afværge dem, om saa behøves; at de hverken misunde noget Folkeslag eller yppe Trætte om Rang, ikke mønte paa noget nyt indenfor Kirken, og ere Naturen al mulig Tak skyldige.