Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

En gudfrygtig og ærlig Biskop, med hvilken jeg har megen Omgængelse, havde engang ordineret adskillige Præster, af hvilke een, som et haardnakket og ej usikkert Rygte meldte, havde tilkøbt sig Patronens Velvillie og Kaldet for Skænk og Gavea), hvisaarsag han siden af en Medbejler blev anklaget for Kongen for ulovlig Embedssøgning. Dette Skælmsstykke ængstede den saare gudfrygtige Mands Sjæl; han talte engang alvorligt med mig om denne fordærvelige Købslaaen med det Hellige og sagde: »Med hvilket Lægemiddel skal man, for Pokker, raade Bod paa denne ret farlige Penge-Halssyge? b) Paa hvilken Maade kan dog hin kirkelige Ret til at kalde Præster befries for Dobbeltspil, og vor Samvittighed for sin Byrde? Du er jo nemlig ej uvidende om, at ifølge Kongens Forordning bør den, som skal indsættes i et kirkeligt Embede, stadfæste med Ed for os Bisper, at han (saalunde oversætter Petrus Terpager c) det paa Latin) i sit Hjærte og sin Samvittighed er vis 181 paa, at han er lovligt kaldet til det hellige Embede, saaledes at han ej har brugt nogen af Gud forbudne Midler, enten aabenlyst eller hemmeligt, for at betroes denne Bestilling. Ej heller er du ukendt med hin højvigtige kongelige Anordningd): Befindes nogen, enten ved sig selv eller andre, Gave at have budet eller givet for Kald, miste ikke aleneste det Kald, men endog aldrig tilstædes til noget andet derefter. Og den, som Gave for Kald haver annammet, give dobbelt igen til næste Hospital; men haver han selv Jus Patronatus til Kaldet, da bør han at miste sit Jus. Og skal den Person, som til Præsteembedet skal indvies, være forpligtet at gøre sin højeste Ed for Superintendenten, at han hverken selv eller ved andre haver budet, givet eller lovet nogen Gave for at bekomme Kaldet, etc. - Hvortil jeg, efter at have lovprist baade Fyrstens Gudsfrygt og Biskoppens Dyd, svarede i al Korthed følgende, saavidt jeg mindes: »Saafremt det stod til min Dom og mit Raad, kunde man - efter min Mening i hvert Fald - med liden Umage forekomme dette Onde og lade Patronerne betale Gildet. Jeg vilde nemlig lade den Ed, som de vordende Præster pleje at aflægge og Bisperne at modtage, overføre til Patronen og Hans stormægtige Majestæt Kongen, og det saaledes, at hin skulde befales at sværge denne i sit Kaldsbrev, at der ej var tilbudt eller givet eller i Fremtiden skulde gives ham selv eller hans Nærmeste nogen Betaling af Embedsansøgeren eller af nogen anden i hans Navn, men at Kaldelsen i alle Maader efter Kongens Villie tog alle Retfærdighedens Regler i Agt. « - Dette Raad tyktes ganske 182 vist den højærværdige Mand nyttigt, men kanske mindre betryggende mod Patronernes trædske Svigagtighed, hvilken vil være saare kløgtig til at bruge Underfundighed med Ordene og Lovene, om ogsaa alle Petilii, Cincii, Æmilii, Calpurnii, Marii, Pompeji, Catones tage sig nok saa strængt i Vare for ulovlig Embedssøgene). Da sagde jeg, efter kortelig at have overvejet Sagen: »Jeg kan altsaa ikke se, hvordan dette Onde kan vendes til det gode, medmindre selve den saare retfærdige Konge, Kirkens højeste Øvrighed, aldeles afskaffer al Patronernes Kaldsret og tillægger sig som sin Ret disses private Rettigheder, og efter sin Majestæt og sin af Gud skænkede Magt alene tiltager sig Myndighed til at uddele de kirkelige Værdigheder. Anden Vej end denne til Fejlens Borttagelse gives ikke; paa andet Vilkaar kan ikke denne Slags Mened og Svigagtighed straffes med en eller anden Art Trældom eller Fredløshed, ej heller Eders Samvittighed gengives sin Frihed. Og denne Bemægtigelse af den private saakaldte Patronatsret er ingenlunde Fyrstens Person uværdig. Thi, ej sandt? det er fra Kongens Naade, og ej fra Patronerne, at Kirkegodset har sit Udspring; derfor er det billigt, at det er ham, som tildeler den Slags Æresamter. Af Kongens Vilje hænger den saakaldte uddelende Retfærdighed; af ham og ej af Patronerne fastsættes vore større Straffe; af samme bør følgelig alle Belønninger og Æresbevisninger saa vel i Kirken som i Staten tillægges. For at fuldkomme Sagen i faa Ord, højædle Mand: Fyrsten er hin 183 Fædrelandets Fader, af hvilken hele det nyttige Borgerskab af Undersaatter tager baade sin Bestilling og sin Underholdning; med denne guddommelige Røst vil vort Haab være fornøjet; af ham ret som af GUDs Haand bør vi modtage Befordringerne; naar saadant sker, vil den borgerlige Afgudsdyrkelse tage overmaade meget af, Kirken vil uden Tvivl befinde sig retteligere, og Præsterne med deres Nærmeste ikke saa ofte henleve deres Liv i saa trange Kaar og saa stor en Gæld.« - Denne Mening behagede Biskoppen, hvilken ej aflod med at føje Ønske til Ønske om, at det maatte gaa Kirken vel, at Patronernes Magt maatte være uden Svig, at intet maatte staa GUDs Ære i Vejen, hvorved han atter og atter beraabte sig paa hint gamle Forbud fra den Theodosianske Codicef): Ingen maa tilkøbe sig Præsteskabs Rang i Handel og Vandel; man bør agte paa hvor meget enhver rettelig fortjener, ikke paa hvor meget han kan give. Thi sandelig, hvilket Sted er trygt, naar GUDs ærværdige Huse vindes med Penge? etc. etc.