↩ En Prædikanter, en sand Chrysostomus og Timotheusa), havde paa den Aarstid, da Lidelses-Historien omhandles, talet baade een og to Gange saa smukt og saa pathetisk om de Christo 194 vederfarne Bespottelser, at den Mand maatte være af Staal eller Flint, hvis Hjærte og Sind ej blev rørt af Mandens hellige Veltalenhed, ej gennemstunget af Frelserens sorrigfulde Ihukommelse, ej sønderknust af Bødlernes Grusomhed. Disse Prædikener kom tilfældigvis paa Tale ved en anselig og ved Dyder saavel som ved boglige Studeringer udmærket Mands Bord, hvilken alvorligt ønskede, at de bleve udgivne og kunde være Efterkommerne til Nytte. Jeg ønskede ogsaa, at ikke alene disse kom ud iblandt Folk, men ogsaa - paa det at Frelserens Langmodighed kunde være des bedre bevidnet, og den umenneskelige Menneskeslægts Ubluelighed des mere kendelig - et Anhang om de Bespottelser, som ere blevne den alt himmelfarne CHRISTO til Del, hvorom vi læse udenfor den hellige Skrift. - Hvilke jeg vel mente? spørger vor fortræffelige og Jesu Christi Fortjenester fromt skattende Vært; mon Vanini onde Ord, hvilken ej undsaa sig ved at bebrejde Christo et frygtagtigt og forsagt Sind, fordi han udtalte hint Ord: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden b) ? mon Tolandi, Ochini, Spinozæ, eller andres?c) - Dertil svarede jeg: » Paa de Christne eller Halv-Christne, hvis vanhellige og skidne Skældsord hellere maa glemmes end hævnes, tænker jeg ikke her; jeg søger alene i Tanken tilbage til Jødernes og Hedningernes fjærnere Tider og til deres Beskyldninger. Betragt da nu, min kære, hin ugudelige jødiske Maler, om hvilken jeg mindes at have læst følgende hos Tertullianum d): Men en ny Udgave af vor Gud (CHRISTO) er alt nys 195 udkommet i denne By, siden en lejet Dyrefægter har opsat et Skilderi med følgende Paaskrift: DE CHRISTNES GUD, ÆSELSPRÆSTEN; han havde Æselsøren, Hestehov paa den ene Fod, holdt en Bog og var klædt i Kappee). Hør Sophisten Libanium, hvilken spotteligt skal have spurgt en christen Skolemester: Hvad bestiller Tømmermandens Søn? og skal have faaet det artige Svar, at han tømrede paa en Ligbaare til Juliano, som Sozomenus og Theodoretus fortællef). Se til den nævnte Julianum, hvilken foragteligt plejede at kalde Christum Galilæeren, og som lod en for Frelseren af en blodsottig Kvinde oprejst Billedstøtte nedrive, aabenlyst slæbe gennem Gaderne og omsider sønderslaa, om man tør tro Philostorgio og Sozomeno g). Betænk de Mænds skammelige Skælmsstykke, hvilke for at indhylle Christi Grav i evig Forglemmelse oprejste Veneris Tempel og Billedstøtte paa hint Hovedpandested, spottende over Jomfrufødselen, som Nicephorus beretterh). Se til Philostratum, hvilken for at undertrykke Frelserens guddommelige Jærtegn ikke bar Betænkende om ej alene at sætte op imod ham, men endog at sætte over ham Apollonium fra Tyana, i sine Bøger om Apollonii Levnedi). Betragt Jødernes lumpne Bagvaskelser, hvilke ligesaa ondskabsfuldt som formasteligt foregive, at CHRISTUS i Ægypten har lært Trolddomskunster, har gjort Undere ved det guddommelige Navns Kraft, hvilket han hemmelig havde listet bort fra Templet, og har tilskrevet Petro og Paulo en Bog om Trolddomskunst; hvorved de aabenbart ej betænke, at 196 Frelseren som Barn ikke efter tre Aars Forløb, som Evangeliet om Christi Barndom j) lærer, men i selv samme Aar, i hvilket Joseph og Maria vare flygtede til Ægypten, efter Herodis Død vendte hjem til Fædrelandet; ikke heller betænke de, at hin Helenæ, Adiabenernes Dronningsk), Tid, til hvilken det opdigtede Tempelran henlægges, indfalder i Claudii Alder og paa det øjensynligste røber Rabbinernes Uvidenhed i Historien; og endelig betænke de ej, at Bogen om Trolddomskunst umuligt har kunnet tilskrives Paulo, hvilken først nogen Tid efter JESU Død gik over til de Christnes Kirke. Betragt med Øjne og Sind Bogen Toledoth Jesu l), en fordømmelig Bog, der vel har fortjent at opbrændes; betragt Jødernes Skældsord mod Christum og den christne Kirke, om hvilke Buxtorfius taler i sin Jødiske Synagogem); betragt de Breve, som af Jøder i Palæstina efter Jesu Død bleve udbredte over hele den omskaarne Verden, hvilke ere fulde af det bitreste Had mod Christi Navn, og som omtales af Justino i Skriftet mod Tryphonemn), af Eusebio o) og andre. Se endelig tilbage til Forfølgernes gamle Skik, hvilke plejede at drive de Christne til Bespottelse, efter Sauli Exempel, hvilken bekender om sig selv: I alle Synagogerne lod jeg dem (de Hellige) ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt p). Dette vidner ogsaa Plimus med disse Ord at have gjortq): Der fremlagdes et Register uden Hjemmelsmand, indeholdende Navne paa mange, som nægtede at de vare eller havde været Christne, idet de, naar jeg gik forbi, paakaldte Guderne og med 197 Røgelse og Vin gjorde Bøn ved din Billede og desuden forbandede Christum; og kort efter: Alle have bevist baade dit Billede og Gudernes Billedstøtter Ære; de have ogsaa forbandet Christum. Dertil kommer hint Ord af Tertulliano r) : Han (vor Herre og Frelser) havde nemlig forudset, at straks efter Navnets Aftvingelse vilde for det meste følge ogsaa den Haardhed, at hvo der havde nægtet sig at være christen, vilde blive nødt til ved Bespottelse at fornægte ogsaa selve Christum; for ikke at tale om mange andre Vidnesbyrd.« - Efter at have hørt dette udraabte Værten, ej uden en vis from Rædsel, med Apostelen Johanne s) : Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde. Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesu Christo. Denne er den sande Gud og det evige Liv.