Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

Ved en afdød Standspersons Ligbegængelsea) fulgte en stor Mængde af fast alle Stænder Liget til Graven, hvorved den forreste Plads ved Siden af Slægtningene besattes dels af nogle magre Lieutenanter, dels af nogle Naadebrevs-Adelige, der havde tilkøbt sig Titel og Rang for Penge, 198 medens endelig Præsternes velærværdige Stand saa vel som de fleste gemene Borgere sluttede Toget ligesom Feltkokke og Trosknægte. Dette Syn mishagede en højfornem og af de Boglærde saare velfortjent Mandb), hvilken, saasom han gudfrygtigt satte Pris paa det Hellige, ærgrede sig over, at de Civile saalunde vige Pladsen for de Militaire, at der vises de nybagte og hastigt opkomne Folk saa meget ypperligere Hæder end de af Gud tilforordnede Fædrec), at Præsterne alene af Navn ere velærværdige, men uden Æresbevisning, velagtbare, men uden Ærbødighed. - Tilstede var en ublu Tolandus eller Collierius d), hvilken mente, at man gjorde for meget af de Gejstlige, og vanartigt lod sig forlyde med, at han foredrog alt andet fremfor hine kalotklædte Sortkjoler, som han hadeligt kaldte dem; at Præsterne vare til Byrde for Staten og snyltede paa Landets Formue; at de vare en stræng og sur Menneske-Art, hvis Hovmod det var bedre at svække end at befordre, og at de derfor saare klogeligt hos alle forstandigere Folk allevegne og paa ethvert Trin af Anseelse vare blevne fordømte til den gemene Mands Rækker og Bænke. - Den anden foreholdt ham den ene efter den anden af den hellige Skrifts Formaninger om at vise Præsterne Ære; men da dette var af liden Vægt for en Mand, der ikke skøttede synderligt om den guddommelige Sandhed, erindrede vor Vært, ret som havde han med en Hedning at skaffe, meget belejligt om hint Statii Orde): Hvo der med oprigtig Tro dyrker Guderne, han elsker Præsterne. Dernæst 199 Skød han Sagen ind til mig som den, der efter hans Mening var mere forfarenf) i de gamle Skrifter, for at jeg ud af gamle Historieskrifter og Forordninger af Hedninger og andre udenfor den christne Kirke kunde forsvare vort Præsteskabs Anseelse. Men jeg frygtede for at udsætte mig for Avind og undslog mig længe beskedenlig; omsider, da jeg havde opnaaet min Modparts Forlov, tog jeg kortelig til Orde saalunde: »Om vore Præsters Rang i Anseelse og Plads er det ikke min Sag at dømme: for mig maa Soldaten gerne regnes for ypperligere og fornemmere; lad ikkun Adelsmanden eller Borgeren eller Bonden sidde paa hins højre Side: jeg taler ej derimod. Hvad Magt ligger nemlig derpaa? Hvo veed ikke, at naar han spadserer i Solskin, nyder hans Skygge ofte den Skygge af Hæder, at den snart gaar foran selve Legemets Masse, snart følger det paa dets højre Side? Hvo er uvidende om, at Visdom ej kan skabes af Øvrigheden, men at Adelskab kan gives til hvilkesomhelst (hvilke de Gamle kaldte noblesse d'argent g)) ligesom Consulatet til Caligulæ Hesth)? Men for at komme til Hedningene, hvorhen du, høje Herre, har givet mig Ærinde, saa er det utvivlsomt, at deres Præster i den almindelige Omgængelse havde Ret til aldeles usædvanlige Hæders- og Æresbevisninger. Til Vidnesbyrd tjener hint bekendte Sted af Massurio Sabino hos Gellium i): Ved Gæstebud lægger ingen anden sig til Bords ovenforJupiters Præst undtagen Offer-Kongen j). Dertil kommer hint Sted hos Festumk) ved Ordet Rang: Præsternes Rang vurderes efter 200 Gudernes Højhed, alt eftersom hver er stor til. Ypperst synes Offerkongen, dernæst Jupiters Præst, næst efter ham Martis Præst; paa fjerde Plads Quirini Præst, og paa femte Overpræsten l) . Derfor lægger i Gæstebud alene »Kongen« sig ovenfor dem alle, men Jupiters Præst sig ovenfor Martis og Quirini, Martis Præst ovenfor den sidstnævnte, og alle endelig ovenfor Overpræsten; »Kongen«, fordi han er mægtigst; Jupiters Præst, fordi han er Præst for hele Verden, hvilken kaldes Dius m); Martis Præst, fordi Mars er Fader til Stadens Stifter; Quirini Præst, fordi Quirinus i Cures n) blev antaget som Bundsforvandt af det Romerske Rige; Overpræsten fordi han holdes for at være Dommer og Voldgiftsmand i guddommelige og menneskelige Ting. Ikke at tale om Jupiters Præsts Æres-Tegn hos Romerne: Sladsknægte og Øvrigheds-Stol, hvilke Plutarchus fortæller at han nødo). Og over disse Hædersbevisninger vil ingen undres, som ret har betænkt, at de romerske Præsteskaber ej uddeltes i Flæng, men efter Livii Vidnesbyrdp) næsten alene tilkom de fornemste Slægter. Fra Romerne vender jeg mig til Albanerne og Maanens Præst, om hvilken jeg mindes at have læst hos Strabonem q) : Det (Maanens Tempel) forestaas af Præsten, som nyder ypperst Hæder næst efter Kongen og er Herre over et stort og folkerigt Gebet, baade hvad Præstedømmet og Tempeltjenerne anbelanger. Samme Strabo beretter ogsaa følgende om Æthiopernes Præster: I Meroë havde i gamle Dage Præsterne den ypperste Rang r) - Hos visse af Grækernes Folkeslag fortæller Plutarchus s) , at Præstedømmets Værdighed har været lige med Kongedømmets. Hos Ægypterne 201 har endog Regimentet i Staten været overgivet Præsternet), hvad ingen, der har en Smule Lærdom, er uvidende om. For endelig at forlade Hedningerne, saa have ogsaa Jøderne tillagt deres Læremestre den største Hæder, hvoraf det kom, at disse udvalgte sig de øverste Sæder u). Den største, siger jeg? Nej, snarere en fast guddommelig Ære, saaledes at ikke alene Almuen, men endogsaa Raadet var pligtig at rejse sig op ved Synet af dem paa en vis Afstand. Desaarsag formanes hos Maimonidem v) Læremesteren i Loven til at spadsere paa trange og afsides Stier og ikkun sjældnere lade sig til Syne for Folket, paa det at Folk ikke skulle plages med at rejse sig; hvorved Forfatteren straks efter tillæggerx): Naar tre spadsere sammen, skal Læremesteren gaa i Midten, den ældste paa hans højre, og den yngste paa hans venstre Side. - Til dette gensvarede vor Schwenkfeldiusy) som den ivrige Fjende af Præste-Navnet, han var, at han ganske vist ej saa surt til den gejstlige Stands Hæder, men at han ingenlunde kunde indse, med hvilket Skel saa mange ofte grove og ulærde, saa mange bondeagtige, saa mange verdslige Præster skulde fored rages for andre, hvisaarsag han tilraadede at danne en Art Selskab af lærde Mændz), afdelt i visse ærefulde og privilegerede Classer, til hvilket ej alene Landets Theologer skulde høre, men ogsaa andre studerede Folk, som have godt Lov paa sig for et ganske besynderlig fromt Levned, Nidkærhed for det gemene Bedste, prøvet Lærdom; medens de øvrige Gejstliges urene Mængde forvistes 202 hen iblandt Almuens Bærme. - Men om Manden gav dette Raad for Alvor eller paa Skrømt, turde ej være saa let at sigeæ).