↩ En Ven af mig, ej videre bevandret i de gamle Skriftera), lod sig engang ved Lejlighed forlyde med, at han oftere havde undret sig over, at der i Jesu Christi Lidelseshistorie ikke omtales nogen Bøddel, hvilken saa at sige plejer at være Lovenes Haand, men Krigsfolk, der forrettede Bødlers Tjeneste. Da han venlig udbad sig at faa en Forklaring herpaa, mindes jeg at have svaret ham kortelig saalunde: »Jo, dette forrettedes nemlig efter Romersk Skik; thi en bestemt Classe af Bødler var endnu ikke dengang anordnet af de Tiders Øvrighed, Men i Romerstaten holdtes Dødsstraffen i saadan Gænge, at de Dødsdømte førtes til Retterstedet af Soldaterne, hvilke alene havde Forlov at bære Sværd, under Anførelse af en Høvedsmand, hvilken havde Opsigt med Afstraffelsen, ligesom hos Matthæum b). Og om Høvedsmanden handler jo et navnkundigt Sted hos Senecam i Skriftet om Sindets Roc): Canus Julius (en Philosophus, som længe havde ligget i Strid med Cajo Caligula) var ved at spille Skak, da Høvedsmanden, der førte de Dødsdømtes 206 Skare, ogsaa giver Befaling til at kalde ham ud. - Om Soldaterne, Fuldbyrderne af Dødsstraf, som Sallustius kalder demd), ere utallige Vidnesbyrd forhaanden, som det vilde blive for vidtløftigt at forfølge. Jeg behøver ikkun at minde om dette ene, at saa længe Republiquen var fri, har den Kunst at halshugge ikke hørt til den romerske Soldats Haandtering (thi det var dengang ikke tilladt at dræbe en romersk Borger), hvisaarsag Lucanus siger om den Krigsmand, som jammerligt og uskikkeligt afhuggede Pompeji Hovede):