Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

Men senere, under Kejserne, blev Bødlens eller Soldatens Haand behændigere, som Suetonius vidner i Caligulaf): En Soldat, som var Mester i at halshugge, huggede Hovederne af hvilkesomhelst arresterede. Ligesaa i Claudiog): Da en Mand raabte paa, at en Falskner burde have Hænderne huggede af, forlangte han straks at Bøddelen skulde hentes med Slagtekniv og Slagtebord. Og længere henneh): Engang havde han faaet Lyst til at se en gammeldags Henrettelse i Tibur; og da de skyldige alt vare bundne til Pælene, men Bødlen manglede, ventede han udholdende lige til Aften paa at han blev hentet fra Byen. Ikke at tale om Quintiliano, hvis Ord, om jeg mindes ret, ere saalydendei): Det lykkes sjælden Bødlen at gøre det af i eet Hug, uagtet han selv lægger Halsen til Rette, og hans forfarne Haand lige nylig har øvet Manddrab som en Art Kunst. Jeg siger intet om de tre Over-Fængselsmestre hos 207 Romerne, som ligeledes undertiden i Embeds Medfør toge Livet af de skyldige, være sig Trælle eller Frie; som vi læse hos Valerium Maximum j): Da Fannu Træl Alexander var kommen i den største Mistanke for Drabet af den romerske Ridder C. Flavio, blev han lagt syv Gange paa Pinebænken, men nægtede aldeles at være delagtig i denne Forbrydelse; men han blev baade dødsdømt af Dommerne og korsfæstet af L. Calpurnio, en af de tre Fængselsmestere, aldeles som om han havde tilstaaet. Dette mener dog Sigonius k) at være forrettet ved Bødlens Hjælp. Fremdeles angaaende de romerske Stadsknægte, som for det meste plejede at tage Straf over de Skyldige, er Sagen saare bekendt ud af Livio, Cicerone og andre. Denne Art offentlige Tjenere brugte ogsaa Grækerne til Haandlangere ved Henrettelser og Afstraffelser, som Julius Pollux vidner i Onomasticol): Den, som imodtager de Dødsdømte, kaldes Bøddel, Stadsknægt, Fængselsmestery og hans Redskaber Sværd, Strikke, Hjul, Gift, Skarntyde. Dertil kommer hint Plutarchi Ord i Agidis og Cleomenis Levnedm): De dømte ham (Agis) til Døden og befalede Stadsknægtene, at de skulde føre ham bort til den af Lacedæmonierne saakaldte Decade; det er et Sted i Fængslet, hvor de Dødsdømte kvæles. En Art af saadanne Stadsknægte og Skarprettere have efter min Mening hine Stokkemænd i Philippi været, om hvilke Lucas talern).« - Dertil svarede min Ven: »Lader os vende tilbage til Frelseren, som havde at bestille med Jøderne, og vær saa god at sige mig, om hine fordum havde deres særskilte Bødler, som hævnede en begaaet 208 Forbrydelse med Ophavsmandens Død og Blod?« Da svarede jeg: »Kom i Hu, at paa den Tid da Frelseren blev anklaget og dømt, var allerede Spiret veget fra Juda og Læremesteren fra hans Fødder o). Hvis du betragter Jødefolkets ældre Tidsalder, da er det Rabbinernes almindelige Mening, at de i halsløs Gerning Skyldige for det meste dræbtes ej af en Bøddel, men af Vidner. Saaledes gengiver Onkelos, den chaldæiske Oversætter, Ordene i I. Mosebog IX, 6 saalundep): Hvo der udøser Menneskets Blod, hans Blod skal udøses ved Vidner efter Dommerens Kendelse. Dette Sted udlægger Rabbi Salomon Jarchi ligeledes saalunde: Hvis Vidner ere tilstede, dræbe de ham q). Undertiden var det ej alene Vidner, men hele Folket, som forrettede Bøddel-Tjeneste, fornemmelig ved Stenelses-Straffen, saasom skrevet staar i femte Mosebog XVII, 7r): Vidnernes Hænder skulle være først paa ham, og dernæst alt Folkets Hænder. Paa denne Maade læse vi i Apostlenes Gerningers) den højhellige Stephanum at være omkommen: De stormede samdrægtelig ind paa ham, og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres Klæder af.« - -