Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

En højfornem Magister i Philosophiena) havde udarbejdet en ny Bog om Moral-Lære, da jeg tilfældig uforvarende listede mig paa ham, mens han gav den sin sidste Afpolerelse. Da jeg venlig spurgte ham, hvad han havde mellem Hænder, aabenbarede han mig frivillig for gammelt Venskabs Skyld sin Plan, og gav mig ogsaa af sig selv Forlov til at se hans lidet Værk. I dette havde det været Mandens fornemmeligste Bestilling at oplyse Dyder og sværte Laster med bekvemmere Exempler end de der gemenlig ere i Omløb. Saaledes havde han til Exempel haft ondt af, at den gode Noa, fordi han een Gang havde ladet sig overvinde af Vinen, maatte høre ilde af vore Moralister for 213 Umaadelighed, da dog en Handling (som han sagde med Philosopherne) ikke medfører en Tilstand; han var fortørnet over, at Israëliterne, der saa ofte vare højst mandhaftige, bleve beskyldte for synderlig og uhæderlig Frygtsomhed, fordi de, omringede af Farer og Fjenders Mængde, vare krøbne i Skjulb); fremdeles over, at de gamle Romeres Afholdenhed, Germanernes Tarvelighed, Spartanernes Ædruelighed ophøjedes saa meget, da dog hin Ros ej har været til fælles for hele Borgerskabet eller Republiquen, da hine Exempla ere særdeles ufuldkomne, og da hine Menneskers Attraa holdtes i Tømme af en saadan Tidens Tugt og indsnævredes af saadanne Nødvendighedens Love, at der fast intet Rum var for de modsatte Laster, ingen Forførelse til at synde. Han havde fremdeles fundet det ubilligt, at Vespasianus belastes med Beskyldning for Gerrighed, hvilken Suidas c) frikender paa følgende Maade: Han var vel tilsyneladende noget gerrig, dog ikke saaledes, at han frarev nogen hans Ejendom; han sankede Formue sammen, ikke til Overdaadighed, men til offentlig Tarv. Førend ham vil man sandelig ikke finde nogen Kejser, der enten har vist større Gavmildhed eller ved Udskifteisen af sine Gaver bedre har taget Ret og Billighed i Agt. Ogsaa siger S. Aurelius Victor om Vespasianod): Han var, efter hvad nogle (NB. vrangeligt) mene, svag overfor Penge, saasom det er vitterligt nok, at han som Følge af Skatkammerets Fattigdom og Byernes Forlis har udkrævet nye og ikke senere haandhævede Skatters Betaling. - Ydermere havde han undret sig over, at Julius Cæsar fremholdtes som et Exempel paa sand 214 Højsindethed, fordi han, da Folket hilste ham som Konge, siges at have svaret: Jeg er Cæsar, ikke Konge; hvilket Ord tyktes min Ven at befatte usigelig meget Hovmod; og at Domitianus derimod, som vilde kaldes Herre og Gud e), anklages for Klejn modighed, fordi han afslog en ny Hæder, der tilbødes ham af Senatet, som Suetonius beretterf), hvilken tillægger, at han var højst begærlig efter alt saadant. - Det vilde blive for vidtløftigt at gennemgaa alle den velagtbare Mands Indvendinger, som ingenlunde syntes foragtelige. Jeg betænkte i nogen Tid ved mig selv, at fast enhver menneskelig Dyd har den Natur, at den tager Skade ved i nogen Maade at være Nabo til den modsatte Last: at ingen menneskelig Retfærdighed er aldeles fri for Svig, ingen Afholdenhed for Vellyst, ingen Mandhaftighed for Frygt, ingen Ydmyghed for Overmod; og tog dernæst til Orde: »Hvis du vil beskrive et nyt Gebet af Moralen, velfornemme Mand, da lad, min kære, Menneskeslægten fare og se dig omkring efter de Umælendes Republiqueg), hvorhen selve den hellige Skrift ret ofte henviser os som til et Spejl, som til Naturens smaa Læremestre: Myren, Duen, Fuglene etc. Thi af disse bedre end af den fejlfrieste Socrate kan Tiberius lære Afholdenhed, Chiron Taalmodighed, Philoxenus Maadelighed, Semiramis Kyskhed, Rhodierne Tarvelighed, Alexander den Store Ædruelighed, for ej at tale om Mildhed, Venskab, Troskab, Taknemmelighed og andre Dyderh); i disses Rige grassere ikke Falskhed, Begærlighed, Ærgerrighed, Griskhed, Umaadelighed og den menneskelige 215 Naturs andre lignende Sygdomme; disse ere for saa vidt uskyldigere og bedre end de fleste Mennesker, som de leve mere overensstemmende med Naturen end de, som ere Mennesker af Navn, ikke Mennesker i Fornuft i); saa at vi derfor gemenlig gøre dem en ikke ringe Uret, naar vi til Exempel ligne den iblandt os ved Dyrene, som er den dovneste, som giver sig den slemmeste Legemsdel i Vold, som fylder sig med Vin og Mad, som føjer sine Vellyster, som er Søvnens og Vommens Træl etc. Thi, ikke sandt? De Umælende overskride ikke Naturens Grænse, hvis Befaling de lyde under; men vi Puslinger derimod opfinde med synderlig Flid nye og uhørte Arter af Vellyster; vi omskabe Naturens Gaver, ikke til Saft, men til Gift; vi gøre visselig hine Bernhardi Ord til Sandhedj): Endog mere dyrisk end selve Dyrene er Mennesket, som har sin fulde Fornuft, men ej følger den l Livet.« - Herpaa spurgte min Ven mig, om jeg tilregnede Dyrene deres Dyder til Hæder, og jeg svarede: »Nej, til visse ikke mere end Marken dens Frugtbarhed, Blomsterne deres Lugt, Stjærnerne deres Løbs bestandige Maade. Hvorfor? Fordi de Umælendes Dyder, som du kalder dem, efter min Mening ikkun uegentlig kunne nævnes med dette Navn, men bør kaldes gode Gaver; thi Dyden er jo, som Philosopherne rigtigt befatte den, en udvælgende Tilstand, medens de Umælende derimod hverken ere udstyrede med Modsigelsens eller Modsætningens moralske Frihed, som vi gemenlig sige i Skolerne. Med eet Ord: Dyrene ere saa at sige en Art af Naturen skrevne Bøger, 216 sirede med adskillige Figurer, ibiandt hvilke man kan se Ærbarhedens Billede smukt afmalet, beskue de menneskelige Pletter vanheldede indtil Skam og Haanhed, og læse de Ting forborgent beskrevne, som høre til det menneskelige Selskabs Tarv og Nytte.«