↩ En højvelbaaren Herre, ej ukyndig i boglige Kunstera), gjorde mig paa en Rejse den Ære at spise til Middag hos mig. Der anrettedes da hvad Aarstiden fremførte: af Fisk en stor Torsk, af Fuglevildt Kramsfugle. Disses fine Smag glædede min Gæst overmaade, især Torskens, om hvis Fangst han omhyggeligt udspurgte mig. Jeg fortalte Manden hele Handelen, saaledes som jeg havde hørt den af Fiskerne, og mindede derved om, at det var en synderlig Gave af det guddommelige Forsyn, at denne Fisk saavelsom vore Kramsfugle paa en bestemt Aarstid, naar de ere spiselige og fulde af Saft, saa at sige ifølge en guddommelig Lovs stiltiende Myndighed og Vink i Flokketal strømme, løbe og flyve sammen i vore Fiskegarn og Doner, saa at de ved at snappe efter Bytte blive os til Bytte. Min Gæst, der mod Forventning var befængt med den saakaidte Naturalismes højst fordærvelige Gift, udraabte, at han saa meget mere undredes over min Enfoldighed, som der ikke var noget underligt i, at saadanne Dyr paa en bestemt Aarstid præsentere sig os, saasom de enten ved 255 Vindenes Styrelse eller ved Hungerens Tvang drives hen til Menneskene, som jage dem. - Jeg blev beskedenlig ved mit og spurgte om Grundene, hvorfor disse Dyr fornemmelig paa denne Tid hungre og søge deres Føde i Menneskenes Nærhed, og for hvis Skyld de gøre det (for Menneskenes?)? Dernæst, hvis Aarsagen skulde ligge i Vindene, hvorfra da hin velvise og for Menneskeslægten højst nyttige Tilskyndelse af Vindene stammer? Jeg spurgte, om disse vide Besked med, drage Omsorg for og iagttage alle Dele af den menneskelige Tarv ? om de slumpevis eller ifølge en beskikket Nødvendighed eller efter Guds Forsyn hos de forskellige Folkeslag som Japanerne, Peruanerne etc. indtage, ombytte og til en bestemt Tid varetage forskellige Poster? Men han aflod ej med ligesom den ringere Hob af Naturkyndige at føre Aarsagerne til Vindene (hvilke endog selv Hedningen Seneca b) kalder de øjensynligste Vidner om den guddommelige Godhed, med disse Ord: GUD har givet os Vindene til at varetage Luftens og Landenes Vejrlig, til at fremkalde og tilbageholde Vandene - -; han har givet os Vindene til Kundskab om fjærne Lande - -; han har givet os Vindene, for at hver enkelt Egns Goder kunne blive til fælles) tilbage til selve Naturen (en ukendt Kraft), og til Jordens, hin store Dampkedels, Dunster. - Deraf blev Følgen, at jeg adlød Beskedenhedens Bud og for ej at støde min Gæst i Tide afbrød Samtalen. Til Stede ved Gæstebudet var en ung Mand, der for Studeringernes Skyld opfostredes i Huset hos mig, hvilken begærlig havde 256 opsnappet vore Samtaler og forvaret det opsnappede i Sjælen. Han lod siden en vis Højagtelse til Syne for den højvelbaarne Gæst og en Dag for Dag stærkere Begærlighed efter at lære de naturlige Aarsager at kende. Desaarsag mente jeg i Tide at maatte sørge for, at ikke vor Philosophs vanhellige Tale i nogen Maade smittede det vege Sind, der endnu ikke ret holdt fast ved det gode. Jeg bød derfor en Dag den unge Mand komme ind til mig i mit Studerekammer og advarede ham alvorlig mod Farerne og Snarerne ved det physiske Studio, idet jeg holdt denne Tale til ham: »Jeg formærker uden Besvær, at du, min kæreste B .....c), er greben af en ny Kærlighed til Naturvidenskaberne, og jeg siger intet derimod. Det er visselig herligt at betragte den algode og almægtige treenige GUDs Vidundere; thi for en Del er hint Anaxagoræ Ord sandtd), hvilken, da man spurgte ham, hvorfor han var født til Verden, svarede: For at se Himlen og Solen; det er smukt med Ydmyghed at ransage det menneskelige Legemes saa vel som hele denne Verdens Sammenføjning, for at du nemlig, i Forundring over saa mægtige Værker, ret i dit Sind kan æstimere den øverste Guddoms Visdom, Forsyn og Magt; det er angenemt og nyttigt at iagttage de naturlige Legemers Rørelse i en ret Linje og Himmeltegnenes Løb, hvis du fromt husker paa, at medens disses Bevægelse havde været langt simplere i Rundkreds, er der givet dem en anden Bevægelse i aflang Kreds, for at deres Tjeneste kunde komme des flere Lande til Gode. Det er 257 uskadeligt at disputere om Atomer, subtil Materie, Luftens Tyngde, Meteorer, og andre saadanne Ting i Naturen, ikkun Naturens Skabers Respect og Majestæt ubeskaaret. Men den Mand er sandelig mere end superklog, som mener at han kan opnaa eller faa fat paa Naturens sande Aarsager, efter Salomonis Tilstaaelsee): Og jeg forstod, at Mennesket kan ikke udfinde Meningen med alle GUDs Gerninger, som ske under Solen, og at jo mere han arbejder paa at eftersøge den, des mindre skal han finde den; ja om end den Vise vilde sige sig at forstaa den, kan han dog ikke finde den. Den Mand misbruger ligeledes besynderligt sin Tid og sin Forstand, som uden Maade disputerer om Elementerne, om den underjordiske Ild og lignende Naturens Løndomme, som ophidses deraf og gør sig uendeligt Bryderi med Efterforskningen. Den Mand er fremdeles den største Daare af alle, som med Empedocle f) antager en Malm- eller Glashimmel; som med den utidigt skarpsindige Cardano g) forsker efter Stjærnernes Varme og Kulde; som med Campanella h) er naaet saa vidt i Vanvid, at han endog tillægger livløse Ting, som Elementerne, Verden etc., Sans og Samling; som med Cartesio i) udpønsker Hvirvler og Smaakloder, som vi ej kende til og aldrig have hørt om; ikke at tale om utallige andre slige grove Galskaber af Philosopherne. Men du, kæreste unge Mand, hold du i Naturfagene den Middelvej, at du ej gør for meget af Hypotheserne, som hine kalde dem, saa at du hverken helt overgiver dig til de dogmatiske Philosopher, som de gamle Grækere kaldte dem: Aristoteles, Epicurus, 258 Stoïcerne, eller til de academiske: Clitomachus, Carneades etc., eller endelig til de sceptiske j). Ikke at tale om den hellige Skrifts ustridige Autoritet, fra hvilken du vil gøre dig en Samvittighed over at afvige en Haarsbred. Saaledes for Exempel, naar Moses lærer om Vande ovenover Himlen, maa du tro, at det er saaledes, uden at agte paa deres Argumenter, som raabe paa, at nogen Nytte af disse ej kan beskrives, at der ej paa den Maade er nogen Proportion mellem de adskilte Dele, at Vandet histoppe vilde være paa et uregerligt Sted; hvad han fortæller om Synd floden og Noæ Ark, skal du visselig holde for sandt og vist og kaste Vrag paa hines Meninger, som ville bevise, at denne ej kunde rumme saa mange Dyr, og at hin paa Grund af manglende Vandmængde ej har været over det Hele; at Regnbuen først har været til efter Syndfloden, men Bjærgene før denne, skal du frimodig tilstaa; at Sodoma k) blev fortæret af himmelske Luer, tør du ej betvivle, naar du er iblandt Folk, som ville overbevise dig om, at Jordbegs-Aarer i den Egn ere blevne antændte af Lynet; at Loths Hustru virkelig blev forvandlet til en Saltstøtte og ingenlunde pludselig blev fortæret af Luerne (som en lærd Mand formoder), maa du være aldeles overbevist om; angaaende det røde Havs Vand, der stod paa begge Sider af Israëlitterne ligesom en Mur, maa du vogte dig for at fæste Lid til dem, som tilskrive Havets Ebbe og Flod hin lykkelige Overgang; angaaende Solens Bevægelse og Jordens Stilstand kan du trygt mene som David trods enhver Copernicum. Kort 259 sagt, hvis du vil philosophere skikkeligt, saa lad, min kære, hine Naturforskernes højst spidsfindige Sandsynligheder og Billeder af Tingene fare, hvilke til ingen Nytte ynkeligt adsprede, pine og plage din Sjæl; men udvælg derimod hvad der enten er gavnligt for Livet eller særdeles fornøjeligt, for at du paa den ene Side kan fordrive Tiden paa en honnet og angenem Maade, paa den anden Side ypperligt og med Ære kan gavne Land og Rige, være sig hjemme eller ude, til Lands eller til Vands.