Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

b) Der sigtes selvfølgelig til det i forordet omtalte rektorembede i Roskilde, som Falster afslog; se herom note d til fortalen. - Forfatteren af de latinske randgloser nævner også dette rektorat i Roskilde; men når Falster lige efter bemærker, at han afslog det, fordi han ikke vilde forstyrre sin sindsro, bemærker glossatoren: »Aldeles ikke; men fordi han havde fortørnet sin egen Biskop, Lavrids Thurah, frygtede han Biskop Worms Vrede.« - Hertil er dog at bemærke, at Falsters argumentation i en fyldigere skikkelse går igen i selve den bevarede brevvexling mellem ham og Worm angående rektoratet i Roskilde (Bruun, Falsteriana s. 151 -58), og at man vel har nogen grund til at tvivle på, at forholdet mellem Falster og Thurah har været så slet som glossatoren mener. Thurah har utvivlsomt i sin tid gjort modstand mod Falsters ansøgning om at forene konrektorembedet med rektoratet (1723), fordi han ønskede at hans egen søn skulde beklæde det første; men om andre mellemværender vides intet, og Falsters 369 forhold til ham var ialfald i det ydre korrekt og venskabeligt, selv om han aldrig glemte hin episode; jfr. satiren om falske venner v. 36 ff.