↩
Hvad er et saakaldet got Rygte? - Er alle de der anprise det enige i det Begreb de forbinde dermed, eller forestiller det sig under en nye Skikkelse for enhver, der efter sin besynderlige Tænkemaade betragter det fra en nye SynsPunct? - Er den Begjærlighed som de fleeste Mennisker yttre derefter, os naturlig, er den en medfødt Drift, eller i det mindste en Følge af saadan en? - Elske vi i denne Fald et got Rygte blot fordi det kildrer og bestyrker den gode Meening om os selv, som den vittige Herr Mandeville, siger, at være os medfødt, og som han skiller fra Egenkjærlighed; eller hige vi allene derefter, fordi vi mærke at det befordrer vor Lyksalighed paa Jorden og i Selskabet? Kunde vi falde paa, at ønske et got Rygte, om Selskabet og dets Baand ikke var, om vi slet ingen anden Forbindelse stod i med andre Mennisker? - Kunde jeg, overladt til Naturen, født og opvoxet paa en ubeboet Ø, uoplyst af andres Insigter og uforvildet af deres Fordomme, kunde jeg i den Stand lade det Ønske falde mig ind, at to eller tre Skabninger der lignede mig, og som jeg ved en Hændelse engang og siden aldrig havde seet eller haabede at see, maatte have beundret min Skabning, min Hurtighed, min Styrke, eller hvad andre Fuldkommenheder jeg da satte Priis paa, og rose mig for fleer af min Sort, ifald der var fleer? - Med et Ord, vilde vi ønske et got Rygte for sin egen Skyld, og om vi slet ingen 203
anden Fordeel haabede deraf? - Kunde vi paa den anden Side bringes til ret oprigtig at ønske et ont Rygte, ifald dette befordrede vore Hensigter? - Er det ofteomtalte Ønskes Almindelighed, mueligt en blot naturlig Følge af en os medfødt Kjærlighed til vore Med-Skabninger, og af en Lyst hos os til at elskes af dem? - Sætte vi det forud som afgjort, at de som tale vel om os, meene hvad de sige; og at de som virkelig bifalde vore Handlinger, af denne Aarsag elske os? Eller ønske vi et got Rygte, uden at sætte dette forud? - Ønske vi at blive talt vel om af slette Mennisker, at blive roest af dem for Egenskaber, som de selv mangle, men hvis Værdie de indsee og føle - ønske vi dette, siger jeg, uden at tage det Ydmygende i Betragtning, som der er for dem i denne vor Ophøyelse over dem selv, og som efter al Rimelighed vil tilveyebringe os deres Had? - Er maaskee just dette Ydmygende for andre, denne || vor Ophøyelse over dem, det som vi egentligst sigte til, og er en naturlig Stolthed, vor Hoved-DriveFjær? - Kan vi ønske, at de maatte tænke og tale vel om os, som vi ikke alleneste hade, men selv i alle Hensigter foragte? - Hvad kan den bevægende Grund være, hvoraf vi ønske, at man maae tale og tale vel om os efter vor Død, da dog alle vore Forbindelser med Selskabet, og alle de Fordeele vi kan vente os deraf, høre op? - Kan dette anføres som en Art af Beviis paa vor Udødelighed, eller er det meget meer en Følge af de Begreb om denne, som blive os indprentede i Opdragelsen? - Eller flyder den blot deraf at vi af Naturen ønske en Slags og al Slags Udødelighed? - Hvilket er egentlig den Art af et got Rygte, der best forfremmer det, som de fleeste kalde en timelig Lykke, den Art, der er os tjenligst i det borgerlige Liv? - Ved hvilke Midler opnaaes, ved hvilke forskjærtses, og ved hvilke befæstes den lettest? - Hvoraf kommer det, at et got Rygte, eller det man i 204 Almindelighed kalder saaledes, saalet kan opnaaes, saalet tabes, og saa vanskeligt vindes igjen naar det engang er tabt? - Hvilke Midler, hvilke Kunster maae den anvende, som engang har mistet sit gode Rygte og gjerne vil have det igjen? - Da hverken et got eller et ont Rygte altid er et sandt Rygte, hvorledes kan man da i Hensigt til andres Bedømmelse sikkerst skjælne det falske fra det sande? - Hvilke HovedKjendeTegn paa det sidste kan man lide paa? -