Ewald, Johannes Uddrag fra DE FREMMEDE

Et Korteer havde jeg allerede været hans Tilskuere, og Tiden begyndte at blive mig lang - Ikke, at mig skulde have længtes efter at see, hvorledes han bar sig ad med at drukne sig - Saa unaturlig tænker jeg ikke - Men mig længtes, maaskee, af en Mennisket temmelig sædvanlig Tænkemaade, efter || at gjøre en god Gjerning paa en andens Bekostning, ved at frelse ham, og at raabe om Hjelp, naar det var paa Nibbet; thi før troede jeg desuden, hverken med Ret, eller med Fordeel, eller engang med Sikkerhed, at kunde tiltale ham - Maaskee og at dette kun var en hemmelig Beslutning hos mig, og at jeg blot længtes efter at see Udfaldet, uden at gjøre mig nogen besynderlig Eftertanke om, hvorledes det kunde blive - Mueligt, at Tiden blot blev mig lang, fordi jeg frøs, og at jeg allene blev staaende, fordi jeg allerede havde staaet saalænge - Alt dette kan jeg ligesaalidet gjøre Regnskab for, som en Statsmand undertiden kan udfinde de første DriveFjære til Hoved-Forandringerne i Europa - Vist er det, at den tykfaldende Snee temmelig stærkt begyndte, at kjølne min Nysgjerrighed; da Manden i Regn-Kappen, med et standsede, for at stirre paa en Ting, der ikke kunde andet, end tildrage sig min Opmærksomhed i samme Øyeblik, som hans, da mine Øyne

        

102 fulgte saa mechanisk med alle hans Vendinger, som en Bondes Øyne følge med en LinieDandsere, hvilken han ved den mindste Bevægelse troer, at vilde falde ned og brække Halsen - I Begyndelsen kunde jeg kun see noget glimrende, thi jeg maatte holde mig tilbage, for min Canal-Ridders Skyld, hvis første Bevægelse var, at see sig rundt omkring, med en mistænkelig Forsigtighed, om og nogen blev ham, og den Skat vaer, som paa engang forandrede hans grumme Forsæt, til en Glæde, der syntes næsten at være ligesaavild, som hans Kummer - I nogle faae Øyeblik løftede han Hænderne vel tigange mod Himmelen, som jeg troer, for at takke Forsynet, hvoraf han uden Tvivl meente, at denne Gave var ham tilskikket, og ligesaa tit vendte han sig om for at see, om ikke maaskee den rette Eyermand dertil var i Naboe-||lauget, som til alt Uheld kunde tilegne sig den selv - En Blanding af Begreb, der synes at være, saa meget forunderligere og bizarrere, som endnu den tredie Muelighed kunde have Sted, der neppe faldt ham ind engang, endskjønt den noget nær var den vigtigste - Det som han fandt lod til at være et smukt aflangt med Messing beslaget Skriin, eller Kuffer - Men det smukkeste Messingbeslagne Skriin af Verden, som der intet er i, kan neppe bringe nogen fra den dybeste Kummer, til saa stor en Grad af Glæde - Hvad var der da i dette? - Uden Tvivl Hollandske Ducater, eller idetmindste danske Kroner - Han satte det ventelig forud, thi han ønskede det - Men det var en kritisk Tid - Hvem sagde ham, at det ikke var nogle værdige Frugter af Skrive-Frieheden, eller andre endnu farligere Documenter, eller Himlen veed hvad for en Ulykke, som var sat derhen med Fliid for at den skulde findes? - Jeg som ellers ikke er mistænkelig, vidste selv ikke, hvad jeg skulde troe herom, thi kort førend jeg blev det glimrende vaer, havde jeg hørt en betydende Hoste, og som mig syntes, seet

        

103 noget broget der hastig skyndte sig bort - Hvad det var eller ikke, saa var han langt fra den mindste Mistanke om sligt - Han faldt, som en Rov-Fugl, paa sit Bytte og pakkede det uden videre Betænkning under sin store Kappe - Da jeg saae den Umage, som dette kostede ham, og den Vanskelighed, hvormed han siden bar det, faldt min Formodning om Papiirerne bort af sig selv, og jeg havde dengang gjerne givet ham alt det jeg eyede for Skriinet, om jeg kun havde turdet byde ham det - Imidlertid gik han fort med stærke Skrit, og jeg haltede af alle Kræfter bag efter ham - Thi uagtet jeg virkelig har det Vanheld at være meget halt, var jeg dog nysgjerrig nok, til at glemme denne Vanskelighed, uden forsaavit, at jeg efter Omstændighedernes Beskaffenhed undertiden bandede hans lange Been, og undertiden mit korte - En stor Trøst var det for mig, at han tog den samme vey, som jeg ellers skulde have taget, naar jeg vilde hjem. - || Til hans Dyds Ære kan jeg ikke undlade at anmærke, at den endnu trættede med Lasteret i hans Sjæl, endskjønt den allerede fuldkommen havde besluttet, at lade sig overvinde - Thi han havde dengang tilforladelig intet mindre i Sinde, end at angive det fundne paa Politie-Kammeret - »O Nød, Nød, hørte jeg ham af og til raabe, hvorvit kan du dog bringe Mennisket! - Kunde jeg have drømt om, at jeg engang skulde være nedrig nok til - - ja hvortil? - O Himmel, det er dog bedre end at døe - og at døe fra - min Kone vil jeg intet tale om - men fra et spædt, et hjelpeløst Barn - - Det er Aegypternes Guldkar, som en Israelit laaner« o. s. v. - Dem af mine Læsere, som ikke kan begribe, hvor dette sidste Udraab kommer fra, der sandt at sige ikke synes at passe sig meget bedre, end en Disputats paa et Natbord - dem skal Tiden oplyse -