Ewald, Johannes Uddrag fra DE FREMMEDE

Min Herre, sagde Konen, som laae paa et Straae-Leye, De lader vente efter sig - De veed, at vi ingen Middags-Mad har indtaget - Uff, svarede Manden, i det han satte Skriinet fra sig, og saae sig nøye rundt omkring i Kammeret - Men for at undgaae det kjædsommelige sagde han, og sagde hun, vil jeg herefter kun indzirkle Madam Panthakaks Ord - »Hvad er det for et Skriin? - formodentlig en Foræring fra min Frue Mama« - Hendes Frue Mama, Madame? - »Lad os see!« - Hun rakte sig udaf Sengen for at bemægtige sig Skriinet, men Panthakak forhindrede det i Tide, derpaa bød han hende Taushed og || Opmærksomhed ved et talerisk Vink, og udrustede sig med de behørige Forberedelser til at holde følgende opbyggelige Tale, som skulde have blevet meget vitløftigere, om hans kjærlige Ægte-Fælle havde 108 fundet for got, at tillade ham det - Madame, sagde han, De veed min Grund-Sætning, at denne er den verste af alle muelige Verdener, at der intet Got er at finde paa Jorden, og at i sær Mennisket er det ondartigste, lasterhafteste Dyr, som den fordærvede Natur kunde frembringe - Hvad det første betreffer, igjenkalder jeg herved høytidelig alt hvad jeg har sagt desangaaende, thi jeg har i Aften fundet dette Skriin, der uden Tvivl paa engang vil gotgjøre os alt vort Tab, og omskifte vor Ulykke til Glæde; men hvad det sidste angaaer er jeg nu saameget meer overbeviist herom, som jeg i Aften har befundet, at jeg selv er et Uhyre - »I Aften først, min Herre? - Men ingen Haranguer! - Hvad er der i Skriinet? - Hvor er Nøglen? - Nu? - Der staaer han igjen, som en Kræmmer, der har tabt et Par lumpne tusind Daler?« - - - Siig heller Madame, som en ærlig Mand der har fundet dem, eller maaskee meer, og ey tør tilegne sig det, der ikke hører ham til - »En ærlig Mand? Ikke hører ham til? - Altid, og evigt, saa borgerligt - Naar Himlen engang gjør mig min Ret, og giver mig det den længe har skyldt mig, hører det mig da ikke til - Begriber han da ikke, at om Adelige har tabt det, de da maae gjøre sig en Ære og Fornøyelse af, at ophjelpe en Familie, som de la Falbladieres?« - - Og, om det er Borgerlige Madame? »Saameget desto bedre - Men hvad skal den Aabning til paa Skriinet« - Aabning Madame? - Den har jeg ikke seet før - Jeg begriber det ikke - »Begriber det ikke? - Mon-Dieu, kan han da ikke see, at det er ligesaadant et Skriin, som det min Høysalige Frue Grand-Mama gjemte sine Louisdorer i - Men den lille Junker græder - Han døer endnu, saavelsom jeg, førend al den Tintamarre faaer Ende - Hvor er det, som jeg befalte Dem at Hente?« - Paa Veyen til Spiise-Verten - »Traiteuren, min Herre« Paa Veyen til Traiteuren kom

        

109 jeg forbi Canalen - Der faldt jeg i visse dybe Betragtninger, og - - - her standsede han noget, og hans strænge Beherskerinde saa til ham med al en fortørned, og || høyadelig Egtefælles Bitterhed - og, blev han ved, her fandt jeg dette Skriin - Jeg maatte give Vægteren her i Gaden, de Penge som hun veed. Madame, for at slippe forbi ham - »Den Coquin skal gaae med den Spanske Kappe - Men au nom de Dieu min Herre, saa tag da i det mindste saameget ud af Skriinet igjen, at det kan blive hented - Vi forgaaer ellers alle« - Nu blev han med et virksom - Han søgte om Nøglen, og der var ingen - Han løftede paa Laaget, og det gik til hans største Forskrækkelse op af sig selv - O Himmel i - o Hogarth! - laan mig din Pinsel! - Manden som i største Hast sætter Skriinet paa Gulvet, for ikke at tabe det, derpaa holder begge Hænderne for Øynene, og kaster sig hen paa en Tønde, hvor der til alt Uheld ingen Bond er i, og hvori han følgelig synker med Halvparten af Kroppen, saaledes at Fødderne komme til at staae i lige Linie med Hovedet - Konen, med Hænderne i Veyret, alle ti Fingre vidt udstrakte fra Hinanden, brandguul under Øynene, og med et Skrig i den svulmende Hals, som Tungen ikke formaaer at udstøde - Mit imellem dem begge - et uskyldigt nyefødt, velskabt Drenge Barn, som i den tryggeste Søvn er langt fra at drømme om den Forstyrrelse det anretter - Hvilken Scene! - Jeg styrtede ind af Døren - I min Angst vidste jeg ikke, hvad jeg skulde finde paa - Det er mig, min Herre, sagde jeg endelig, som sendte Dem Manuscriptet - Der, svarede Herr Panthakak med den alvorligste Mine af Verden, i det han toeg den ene Haand fra Øynene og pegede hen paa Barnet i Skriinet - Konen brast i en høy og heslig Latter, og vendte sig om til Veggen - O Leibnits, o Wolf, o Pope, raabte Manden endelig, staaer op af eders Grave! - Et helligt Gysende

        

110 overfaldt mig - Staaer op, blev han ved, seer og dømmer om dette er den beste Verden af alle muelige - Var det derfor, at jeg ikke - - o Himmel! - Nu fik han Luft, og han blev over et Korteer ved i et Aandedræt, at declamere imod Verden og Menniskene og deres Skjæbne i en Arouets bittreste Toner - Saa afsagt en Fiende, som jeg er af alle Candider, af alle egensindige Spottere, af alle vrantne Klynkere og af alle Menniske-Fiender, saa let som jeg hvert Øyeblik kunde have igjendrevet ham, og saa mechanisk som min Mund kommer i Bevægelse ved den mindste Leylighed til lærde Disputer, saa tvang jeg mig dog til at tie, ved at bide mig i Læberne, i Betragtning af at min Modstandere dog ingen Grunde kunde tage imod, saa indtaget som han var, af den Fordom, at have øyensynlig || Retten paa sin Side - Taalmodigheden skulde dog tilsidst have forgaaet mig, dersom ikke en besynderlig Hændelse paa engang havde opløst heele Knuden - Det nyekomne Barn begyndte at klynke - Jeg, som intet andet havde at bestille, fandt paa at vilde legge det noget til rette, og fandt ved den Leylighed et Papier, og en haard Pakke under dets Hoved, som jeg strax trak frem - O du, som paa engang har smagt de to forskjællige Fornøyelser, den, at igjendrive en Modstandere som længe har angrebet din Favorit-Sætning, med en Art af Fordeel, ved et uomstødeligt Hoved-Beviis; og den at glæde en kummerfuld Familie, du allene kan gjøre dig et Begreb, om den vellystige Stolthed, hvormed jeg kastede en Pung fuld af Ducater paa Bordet, og, som jeg tilstaaer med Taarene i Øynene og halv stamlende sagde: Der, min Herre, har De et Beviis for den beste Verden - Saaledes hævner Forsynet sin Ære - Guldet, det almægtige Guld, opklarede den heele Scene - Efter en halv Times Forløb havde vi Taalmodighed nok til at læse den følgende Seddel - Jeg vil for en Deel af mine Læseres Skyld sætte den hen

        

111 paa vort Moders-Maal, endskjønt den var skrevet paa Fransk - Den var til vor Forundring affatted i følgende Udtryk: