↩ De faae Fortælninger, som det kan være mig tilladt, at sammendrage ere det eneste i mit Ugeblad, som Tid efter anden kan skaffe mig den 125 kostbare Fornøyelse, i visse Maader at viise mig som Forfattere, da jeg hvad alt det øvrige betreffer, herefter kun kan forestille en Skrivere. Det er dog virkelig tungt, naar en ærlig Forfattere ikke tør vise sig selv i det mindste engang paa hver Side i hans Skrifter. Som naar man vilde formeene den ærlige, den velhavende Spekhøker, at være tilstede, naar hans Søn deponerer, og at tilegne sig selv al den Beundring, som han troer at læse i Tilhørernes Øyne, naar den tilkommende Professor uden Anstød kan opregne Alenlange Sider, af Latin, eller Arabisk, eller Himmelen maae vide, hvad det er for et HexeSprog, og hvorledes Professorerne kan forstaae ham - Som om man vilde forbyde denne gode Mand, der dog svarer enhver sit, at forandre Sted hvert Øyeblik, for at finde et, hvor enhver kan have den Fornøyelse at see ham - ham Faderen til saa klog en Søn; saa bedrøvet er det, naar de handlende Personer ligesom vil slaae Døren i for Næsen af deres Historieskriver; naar ham skal fattes Leylighed, og selv Tilladelse, at plante sig mit iblant dem, og at troe sig meest beundret af dem alle - Virkelig, om det ikke var for andet, end det smukke: Jeg, og det rørende: mine Læsere, som de fleeste af mine Historier vil tvinge mig til at udelade, saa maatte det fortryde mig. Den første i Ordenen, som bliver Herr Morten Syenaals Borgeres og Mester Skræderes besynderlig mærkværdige Levnets-Løb, er af denne Sort - Man vil ved dets Gjennemlæsning finde det umueligt, at nogen kunde Fortælle det til ringeste Nytte eller Opbyggelse for mine Landsmænd, uden just Herr Morten Syenaal, i egen Person. - ||