↩
Min Papa, svarede Frankhuysen, har formant mig til at føre mig op, som en Adelsmand - Dette Svar var altfor stolt, og det kunde naturligviis aldrig || blive vel optaget i et Selskab af Hollandske Kjøbmænd - Det bragte og alle op imod ham, selv dem, som hidindtil havde syntes at være meest tvivlraadige - Alles Røst var imod ham, alle lastede ham - og han, som engang havde faaet Munden paa Gang, forsvarte sig mod alle, uden at give nogen et Ord efter - Dog skulde maaskee alting tilsidst have blevet bragt i Rigtighed, dersom ikke en ulykkelig Hændelse paa engang havde ødelagt al den Credit, som han enten ikke havde tabt, eller, som han ved sine muntre, skarpsindige og høy Hjertede Svar igjen havde tilveyebragt sig hos en Deel af MandFolkene - Herr Schliker, hvilken maaskee syntes, at Tretten begyndte at blive for koldsindig; foreholdt ham, at han meget ofte og endnu ved deres Afreyse havde hørt hans Moder meget alvorlig formane ham til, at holde bedre paa Pengene, end han pleyede - Og om ti og tyve 160
Mødre i dette Øyeblik formanede mig dertil, svarede Frankhuysen; og jeg om en Time mødte en ulykkelig Kone, som den vi mødte før, saa glemte jeg alle deres Formaninger - Og gav hende endnu to Species Ducater? spurgte Schliker - Dette Spørgsmaal var Anledningen til Frankhuysens totale UnderGang - Den gamle Anderson, som ikke havde talt et Ord siden sit sidste Udraab, spratt op i sin Stoel, som jeg troer, ved en blot mechanisk Virkning af Lyden, da han hørte de to Species Ducater nævne, og kunde umuelig bare sig for, at igjentage de samme Ord, med en Heftighed, der var langt større end før; og til alt Vanheld saa stor, at han derover glemte sin Podagra, og stampede imod Jorden, hvilket da i samme Øyeblik erindrede ham derom igjen - Af Naturen knarvurn, tilforn ærgerlig over, at to Ducater, som han troede, var saa unyttig kastede bort, og nu opbragt ved den heftigste Smerte, blev han ved i et got Korteer, at bande Herr Frankhuysen af Hjertens Grund, og at skjelde ham, for alt hvad han kunde finde paa, som den han ansaae for at være allene Skyld i hans Vanheld, og desuden den eneste, hvorpaa han med en Slags Rimelighed kunde udøse sin Galde - Frankhuysen havde Ærbødighed nok for hans Alder, og jeg tør sige Medynk nok med hans Smerte, til at høre taalmodig paa ham i de første tre, fire Minuter - Men saa var og alting ude - Han var en Strøm der igjennembrød sin Dæmning - Han viiste en Færdighed, som han endnu ikke var bekjendt for; han bandede, som den vildeste af vore ChinaFarer - Kort, han gav hverken den Gamle, eller || nogen af os andre, der vilde styre ham til rette, Ære, som man siger, for en halv Skilling; og jeg maatte tilsidst, for at undgaae større Yderligheder, saa got som med Magt trække ham ud i en anden Stue; hvor jeg bad min Broder blive hos ham, og om mueligt, bringe ham til Eftertanke - Da de fleeste af de tilstedeværende 161 Kjøbmænd, trængte meget ofte til Herr Andersons Credit; og ingen aldeeles kunde undvære ham - da desuden denne Opførsel af en 14 Aars Dreng, imod en gammel Mand, var saa aabenbar uforskammed og uundskyldelig, er det let at begribe, at alle nu enstemmige fordømte ham, og i et Chor med Matronerne, kaldte ham det frekkeste, det ryggesløseste, det slettest opdragne, og det ugudeligste unge Menniske, som nogen havde seet, eller kunde forestille sig - Og den arme Frankhuysen, havde virkelig ingen Venner meer, i dette store, og i vor Bye anseelige Selskab, uden mine yngre Sydskende, som intet kunde hjelpe ham; mig, som ikke turde lade mig mærke dermed, og den før omtalte unge Urtekræmmer, som, uagtet han høylig misbilligede hans sidste Opførsel, var dristig nok til offentlig at give hans Adfærd med den fattige Kone ud for en elskværdig Ædelmodighed; og som, i forbigaaende sagt, spilte Bankerot Aaret derefter -