Ewald, Johannes Uddrag fra DE FREMMEDE

Dette Forsøg til et Eventyr, havde jeg det beste Haab om at kunde dølge - Jeg havde nemlig til Lykke just vært allene, da Clement kom til mig for at berette mig sin Vens Flugt, || og han hellig bevidnede, at han ikke havde talt et Ord derom, til nogen anden - Da jeg følgelig vist tænkte, at vi tre, og den Fremmede, som ikke vendte tilbage med os, var allene Vidner til denne Sag; forundrede jeg mig naturligviis saa meget meer derover; at ikke alleneste min Moder og de øvrige af

        

209 min Familie, ved min Hjemkomst mødte mig i Døren med de Spørgsmaal; Om jeg vidste, at den unge Frankhuysen var løbet bort, for at give sig til Matros? - Om jeg havde søgt efter ham? - Om jeg havde faaet ham fat? - men at jeg endog Dagen derefter paa adskillige Steder i Byen maatte høre de samme Spørgsmaal - Sandheden var, at Herr van Schliker, da han kom for at kalde Clement til Hjelp i sine Studeringer, ved en Hændelse først var blevet noget staaende uden for Døren, og havde hørt Herr Frankhuysen tale et og andet om sit Anslag; men da han strax derpaa selv kaldte det urimeligt; havde Herr Schliker saa langtfra ikke engang kundet drømme om, at hans Ven vilde være saa rasende at føre det ud; at han endog havde holdt det for unødigt at tale et Ord om denne Sag med Clement - Men da han en Times Tid efterat denne var gaaet bort, forgjæves havde søgt Herr Frankhuysen, var han blevet uroelig, og var strax gaaet hen til mig, for at sige mig det; og da jeg allerede var borte, havde han ikke kundet undlade, at aabenbare sin Angst for min Familie - Han havde ydermeere holdt det for sin Pligt, at løbe lige derfra til sine Lærere, og til enhver især af de fornemme Venner, som han allerede havde tillagt sig, for at beklage sig over sin Vens Ulykke, og at bede dem om deres Bistand i at redde ham ud deraf, ifald han, som Herr Schliker vist troede, allerede havde ladet sig enroullere - Uagtet nu alle var enige i at rose Herr Schlikers ædelmodige Omhu for sin daarlige Ven; saa er det dog vist, at han ikke udrettede andet dermed, end at give dennes gode Rygte sit Bane-Saar - Thi da Herr Frankhuysen allerede havde bragt det saa vit, at man bekymrede sig om ham i de store Zirkler; saa fortalte man ikke alleneste Dagen derefter i de fleeste Selskaber, at den unge Herre af Liderlighed var blevet Matros, men man udpyntede endog efter Sædvane denne Historie

        

210 med mange Omstændigheder, der ingenlunde forskjønnede den; og der var selv dem, der vilde have seet ham || i den fulde Dragt - Af Bitterhed over dette, og over min feylslagne Forhaabning, kunde jeg neppe bare mig for at yttre en Mistanke, som strax opsteeg i mig, og som jeg forgjæves søgte at nedtrykke - nemlig den, at just dette, havde været alt, hvad Herr Schliker vilde udrette med sin saa anpriiste Omhu for sin Ven; og selv den slemmere Formodning, at han ikke paa saa ubeleylig en Tid havde nødt Clement til at hjelpe sig ved sin Stiils Udarbeydelse, uden for at skaffe Herr Frankhuysen den forønskte Friehed til at udføre et Anslag, som efter al Anseelse vilde gjøre ham ulykkelig - Men alle gav Herr Schlikers Opførsel deres Bifald - og jeg taug - -