Ewald, Johannes Uddrag fra DE FREMMEDE

Herr Frankhuysen havde af Naturen et hurtigt Nemme, Vittighed, og Tilbøyelighed til at udvide sin Kundskab - Man skulde deraf slutte sig til, at han i det mindste maatte have behaget sine Lærere, og andre der sætte Priis paa sligt - Men det var langtfra - Hans falske Ærgjerrighed, hans Tillid til sig selv, hans Modsigelses Aand, hans Hengivenhed til Satyre, og endeel falske Begreb, som 220 han af Graadighed efter at lære, samlede ind, uden at prøve dem - lutter Omstændigheder, der en-||ten flød af føromtalte Naturens Gaver, eller blev bestyrkede af dem; fordærvede alting saa reent, at disse Lærde virkelig foragtede, hadede og forfulgte ham meer, end alle andre - Uden at anmærke om denne Sort Folk, at den i Almindelighed driver sin Foragt og sit Had yderligere end nogen anden - og uden at undersøge, hvorfor de i sær blive meer forbittrede ved en lærd Modsigelse, end ved et voldsomt Overfald af en Ignorant - hvorfor de igjen blive meer opbragte ved en koldsindig men satyrisk, end ved en plump og lærd Modsigelse - hvorfor de blive desto hidsigere, jo mindre og ubetydeligere den Ting er, som man vil aftrætte dem; hvorfor endelig, ligesom man i Almindelighed kan udslette alle øvrige Feyl ved at give deres Meeninger sit Bifald, man og tiest i deres Øyne taber alle øvrige Dyder ved den mindste Afvigelse derfra - Uden at undersøge alt dette, vil jeg kun med et Par Exempler oplyse, hvorledes omtrænt Herr Frankhuysen begyndte at forhverve sig deres Fiendskab og Ringe Agtelse som han siden altid saa troelig vedligeholdt - Hans Rector, var ikke alleneste en i Grunden ærlig, brav og vindskibelig, men han var en meget belæst og det man i den egentligste Forstand kalder en lærd Mand - Philologien, naar man indskrænker den til de døde Sprog, var hans Hovedstyrke, og om han havde levet for et par tusinde Aar siden, kunde han have reyst det heele Rommerske Monarchie igjennem uden Tolk; endskjønt man nu, sandt at sige kun med Nød forstod ham i Holland - De Gamles Theogonier og Mythologier, vidste han, som jeg troer i en temmelig nøye Forstand, bedre end sin Katechismus - Jeg tør sige at han kunde opregne alt det Galskab, som nogentid er sagt eller skrevet i Philosophien fra Aristotelis Tider af til Bacons af Verulam den sidste exclusive - Men

        

221 enten han nu troede, at denne først havde bragt den ædleste af alle Videnskaber i Forfald, eller det kom af hans besynderlige Kjærlighed til det Gamle, saa havde han kun forsaavit bekymret sig om de seenere Philosopher, som han ikke havde kundet undgaae det - Historien vidste han udenad, lige til den Tids-Punct hvor Tacitus slutter sine Annaler, og da dette er meer end 4 000 Aars følgelig meer end to tredie Deele af Verdens Historie, saa var det ventelig meer, end de fleeste af dem vidste, der turde bebreyde ham at de betydeligste Begivenheder ved den Utrechtske Freds Slutning var ham ubekjendte - Ligesom man neppe kan fortænke ham i, at han ikke viste meget af en saa nye Republiks som hans Fødelands Love, da det er en afgjort Sag, at en Numa en Solon, en Lycurg kun var Børn imod ham - Thi han havde virkelig samlet, forbedret og forøget disse LovGiveres Maximer, i et politisk System, hvorefter han havde havt i Sinde at anlegge en Republik i Theben, ifald han havde || været saa lykkelig, at leve i de Tider, og derved til Trods for deres Næse gjort de dumme Boeotier til det lykkeligste og mægtigste Folk i Verden - Efter det jeg har anført kan man ikke tvivle paa, at han var meget drevet i Antiquiteterne, og det er vist, at han bedre kunde gjøre Regnskab for, hvorledes en rommersk Dame, end hvorledes hans egen Kone saae ud i sin Pynt - Men det som er det mærkeligste er at han baade kjendte og elskte, ja følte det skjønne i en Homer, en Sophocles, en Pindarus, en Horats; og dog tillige var saa afsagt en Fiende, saa fuldkommen en Foragtere, af al nyere Poësie, at man kunde jage ham paa Flugten, med at vise ham noget, der lignede et hollandsk Vers - Naar jeg legger til, at Herr Oldsøker (saaledes vil jeg kalde Rectoren) i sine Sæder, som man ventelig kan formode det, var bizarr, paastaaende, gnavvurn, og overalt temmelig pedantisk, saa kjender man ham saa

        

222 nøye, som man behøver at kjende ham - Den ham tilføyede Conrector, som afvexslede med ham i Disciplernes Underviisning, var noget nær hans fuldkomne Contrast, og alt det, hvad Herr Oldsøker ikke var - En Mand, fuldkommen skabt og dannet for den TidsAlder vi leve i; just ingen Foragtere af det Gamle, men en langt større Elskere og Kjendere af det Nye; ret graadig efter Hollandske Vers, og ydermeere selv en Poët - Desuden en Mand af Levemaade, munter, sagtmodig, beleven og ikke mindre end Pedant - Man maae i mine Tanker, paa engang undres over, hvorledes disse to Mænd saa nær paa Siden af hinanden kunde forliges; og formode at deres naturligviis forskjællige Læremaade maatte forvilde den største, og være til sand Fordeel, for den kloge Deel af Disciplerne - Dette havde og rigtig nok Sted, og dersom Herr Frankhuysen nogentid havde en Fordeel i Klogskab og Lykke fremfor Herr Schliker; saa bestod den deri, at hiin anvendte begges Kundskab paa at udvide sin egen, uden stort at bryde sig om deres Fordomme; da derimod denne, som desuden i forbigaaende sagt, havde et langt svagere Nemme, saalænge vexselviis hveranden Dag afskyede det Gamle og det Nye, at han tilsidst i Hjertet virkelig afskyede begge Deele, og ikke lærte meer, end det han var nødt til at lære, om han ellers vilde holdes for flittig og duelig - Men han begreb snart, at der behøves ulige mindre, til at synes end til at være dette - Og det er vist, at om Herr Frankhuysen vidste meer end han, saa besad han igjen den Kunst, at anvende det lidet han vidste, ulige bedre til sin Fordeel - Et andet Spørgsmaal bliver det, hvorledes de unge Studerende kunde beholde begge disse Læreres Yndest - Dette sigter nærmere til vor Materie, og herviiste Herr Schliker igjen hvorlangt han overgik sin Rival i Klogskab - Uagtet hans svagere Nemme, og seenere FremGang, vandt

        

223 han ikke alleneste hastig begges Yndest og begges Bifald, men han var og den eneste i Skolen, der kunde rose || sig af, at have beholdt det uforandret